Laenge har jeg taenkt paa, at jeg skulle have opdateret min blog, men syntes ikke, der var saa meget at fortaelle.. Men da jeg saa lige nu var inden paa bloggen for at se, hvad det sidste var, jeg havde skrevet, blev jeg klar over, hvor laenge det egentligt er siden, jeg sidst har skrevet. Saa her faar I lige en kort opdatering af situationen i Honduras, dog uden billeder denne gang, da jeg ikke har mit kamera ved mig. Foerst skulle jeg nok lige starte med at sige, at jeg har faaet godkendt min praktikopgave, og at min praktik i det hele taget er blevet godkendt. Saa det er bare super dejligt! Dernaest kunne jeg jo passende fortaelle at jeg inden for den sidste maaned har vaeret meget plaget af en visdomstand som tandlaegen til sidst endte med at fjerne. Saa nu ligger der en af mine visdomstaender i Tegucigalpa, Honduras (hvis tandlaegen da ikke har smidt den ud.)Det var en smertefuld omgang, men godt at finde ud af at en honduransk tandlaege faktisk godt kan finde ud af at goere et ordentligt stykke arbejde. Tandudtraekningen resulterede saa i, at Hanna og jeg maatte udskyde vores laenge planlagte ferie til Utila, Bay Islands en uge. Det var vi ikke videre tilfredse med, men man maa vel hellere vaere en god pige og lytte efter hvad tandlaegen siger, saa efter en kedelig og smertefuld uges venten tog vi d. 20 juli afsted paa en uges afslapnings/dykkerferie. Det var bare saa dejligt. Vi fandt et hyggeligt hostel, med en masse unge og gode dykkermuligheder. Hanna proevede at dykke, men det var ikke rigtig noget for hende, saa men jeg fortsatte med at plaske rundt under vandet, tog hun paa stranden og udvidede sin vennekreds med folk fra hele verden, som jeg saa blev praesenteret for om aftenen. Vi havde i alt lidt over en uge paa Utila og det var ren opladning af batterier. Mandag aften var vi tilbage i Tegucigalpa og onsdag tog jeg tilbage til Talanga. Her har jeg saa et par "normale" dage med boernene foer vi loerdag slaeber dem allesammen med i et kaempe vandland for at hygge os hele dagen. Mandag holder vi min farvel-fest paa projektet og tirsdag gaar det mod Danmark og saa er tiden i Honduras slut. Det bliver svaert at sige farvel, men samtidig glaeder jeg mig til at komme hjem til familien og vennerne igen.
Alt for nu.
Julie
torsdag den 31. juli 2008
mandag den 16. juni 2008
Et dumt overfald og en tur i biffen.
Ja, så må det vist være tid til en opdatering af situationen her i Honduras. Grunden til, at jeg ikke har opdateret bloggen længe, er, at det ikke er sket så meget. Det meste af maj trak jeg mig lidt tilbage fra projektet for at skrive min praktikopgave, som blev afleveret d. 26. maj. Det betød, at jeg ikke hjalp så meget til på projektet, men heldigvis var der fuld forståelse for dette fra personalets side. Ingen sure miner eller muren i krogene her! Jeg fik afleveret opgaven, og så var Hanna og jeg og nogle af de andre danske volontører til koncert i vores kirke med 2 af de store drenge i projektet, Brayan og Emerson, som virkelig gav den gas med deres kristne rap-musik. Efter koncerten tog Hanna og jeg med Thomas og Casper (2 af de danske volontører) ud for at se deres projekt Renacer. Det er et svensk ejet børnehjem, og da det giver nogle flere penge at gøre godt med, var det nogle helt andre omgivelser, end vi er vant til. Men det var godt at opleve et af de andre projekter. Da vi kom tilbage til Tegus søndag aften tog Hanna og jeg i biografen inde i centrum, med vores rygsække og det hele. Vi havde bare ikke lige tænkt på, at når filmen var færdig, var det blevet mørkt og dermed meget usikkert at færdes alene. Så vi skyndte os at gå hen til der, hvos taxaerne kører fra, men selvom det kun var ca. 5 minutter fra biografen, nåede vi alligevel at blive passet op af to unge mænd, der desperat ville have min rygsæk. Først forstod jeg ikke, hvad det var, de ville, men da de kom truende tæt på og greb fat i min rygsæk, forstod jeg lige pludselig godt, hvad det var de havde gang i, og hurtigt gav jeg dem tasken, og så stak de heldigvis af. Meget rystet løb vi hen til taxaen og kom hjem i sikkerhed, men jeg led af efter-chock nogle timer efter, hvor jeg bare græd og græd. Men heldigvis skete der ikke noget med hverken Hanna eller jeg, og det er jeg meget taknemmelig for. Dagen efter var jeg på politi-stationen for at melde overfaldet, så jeg kunne få det meldt til forsikringen, og så var jeg ude at købe et nyt kamera. Der gik lidt tid, men jeg er nu ovenpå igen.
Sidste uge, uge 24, havde børnene ferie, så tirsdag kom børnene fra midtvejscentret på besøg og overnattede i Talanga. Torsdag var alle børnene fra Talanga ude og spise på Pizza Hut, og derefter var vi i biografen for at se den nye Narnia-film. Det var en rigtig hyggelig, men lang, dag.
Fredag tog jeg så til Tegus sammen med Clara (moderen på børnehjemmet) til en missionær-konference arrangeret af kirken. Selve indholdet af konferencen tiltalte mig ikke så meget, men der var præsentationer af de forskellige projekter under kirken, og det var ret spændende. 6 af børnene fra Talanga optrådte med et drama-stykke, og Brayan og Emerson optrådte med deres musik, og det hele gik bare så godt. Lørdag aften var der præsentation af mad, musik og traditionelt tøj fra de forskellige lande hvor kirken har missionærer. En hyggelig weekend. I dag har jeg været i et storcenter for at købe mig et par jeans, eftersom det par jeg havde med lå i den rygsæk, som blev stjålet! Ja sådan kan det gå.
Den 23. juni får jeg besked om, hvorvidt min praktikopgave er blevet godkendt eller ej. Det bliver spændende, for hvis den ikke bliver godkendt, skal jeg skrive den om, og hvis den er godkendt, har jeg stort set bestået praktikken.
Der er nu under 2 måneder til at jeg sætter mig i flyveren mod Danmark, og jeg skifter hele tiden imellem at ville ønske, at det var i morgen jeg skulle af sted ,og at ønske at jeg havde mere tid her.
Men hjem kommer jeg, det er sikkert!
Al min kærlighed til jer.
Knus Julie
Sidste uge, uge 24, havde børnene ferie, så tirsdag kom børnene fra midtvejscentret på besøg og overnattede i Talanga. Torsdag var alle børnene fra Talanga ude og spise på Pizza Hut, og derefter var vi i biografen for at se den nye Narnia-film. Det var en rigtig hyggelig, men lang, dag.
Fredag tog jeg så til Tegus sammen med Clara (moderen på børnehjemmet) til en missionær-konference arrangeret af kirken. Selve indholdet af konferencen tiltalte mig ikke så meget, men der var præsentationer af de forskellige projekter under kirken, og det var ret spændende. 6 af børnene fra Talanga optrådte med et drama-stykke, og Brayan og Emerson optrådte med deres musik, og det hele gik bare så godt. Lørdag aften var der præsentation af mad, musik og traditionelt tøj fra de forskellige lande hvor kirken har missionærer. En hyggelig weekend. I dag har jeg været i et storcenter for at købe mig et par jeans, eftersom det par jeg havde med lå i den rygsæk, som blev stjålet! Ja sådan kan det gå.
Den 23. juni får jeg besked om, hvorvidt min praktikopgave er blevet godkendt eller ej. Det bliver spændende, for hvis den ikke bliver godkendt, skal jeg skrive den om, og hvis den er godkendt, har jeg stort set bestået praktikken.
Der er nu under 2 måneder til at jeg sætter mig i flyveren mod Danmark, og jeg skifter hele tiden imellem at ville ønske, at det var i morgen jeg skulle af sted ,og at ønske at jeg havde mere tid her.
Men hjem kommer jeg, det er sikkert!
Al min kærlighed til jer.
Knus Julie
mandag den 12. maj 2008
onsdag den 7. maj 2008
Et forum, en koncert og en fantastisk volontør-weekend.
Fredag, præcis en uge efter Belize, var jeg så tilbage i Tegucigalpa igen, da noget af personalet fra projektet og jeg skulle til et forum, vedrørende det at advokere for børn og unges rettigheder. Det var et forum arrangeret af den sammenslutning af kirker, vores kirke hører under, så det var med et kristent budskab, men virkelig spændende og super relevant for min praktik. Vi fik en masse faktuelle oplysninger omkring børn, gadebørn og fattigdom i Honduras, og så så vi nogle billeder og videoer af børn i forfærdelige situationer fra hele verden – krig, sult, fattigdoms osv. Der var også præsentation af nogle af de børne-projekter, som kirkesammenslutningen støtter, heriblandt en præsentation af Proyecto Manuelito, og nogle af de store børn stillede sig op foran hele forsamlingen og fortalte deres historie. Det var meget stærkt! Efter forummet fulgtes Hanna, jeg og de tre ældste piger fra projektet ad til en koncert med en mexicansk, kristen sangerinde. Det var en ret stor koncert med ca. 15.000 tilhørere, og sjovt at prøve at være til så stort et arrangement i Honduras.
Weekenden efter – denne weekend - var jeg så igen i Tegucigalpa. Jeg synes næsten ikke, jeg laver andet end at rejse frem og tilbage mellem Tegus og Talanga, men sådan må det nødvendigvis være. Der var nemlig arrangeret volontør-weekend, og det ville jeg ikke gå glip af. Det var arrangeret, at vi skulle bo hos en honduransk præst ved navn Alvin Andersson, som også er en af ildsjælene i arbejdet med gadebørn i Honduras. Fredag mødtes vi så til frokost i Alvins’ hus, og derefter tog vi ud på et statsejet børnehjem for at se det og for at lege med børnene. Jeg havde været der før sammen med mit projekt, så det var ikke så nyt for mig, men stadig en spændende oplevelse at se en anden måde at gøre tingene på. Casasitas Kennedy, som børnehjemmet hedder, er et af de steder, gadebørnene kan risikere at komme hen, når de bliver samlet op på gaden af IHNFA (det honduranske institut for børn og familier.) Det er et stort sted og ikke specielt godt, set med mine øjne. Om aftenen tog vi på café alle volontørerne samt Bent og Cathrine, som er vores danske volontørkontaktpersoner her i Honduras, og dem, som havde arrangeret weekenden. Lørdag formiddag tog vi ud for at se ungdomsfængslet i Tegucigalpa. Børn helt ned til 11 år sad inde for forbrydelser så som at stjæle. Men der var også nogle ret hårde historier ind i mellem. Der var en af de piger, vi mødte i pige-afdelingen, der sad inde for, som 13 årig sammen med en veninde at have dræbt en ung pige og skåret hendes hjerte ud for at brug det i et satanisk ritual. Der var en af de andre piger, som sad inde for som 11 årig at have dræbt en anden person, og så var der en pige, som havde været involveret i en bande, som havde kidnappet et barn med den intention at dræbe barnet. Det var virkelig svært at forstå, at de børn, som havde begået de forbrydelser, og de tilsyneladende helt almindelige piger, som sad over for mig, var de samme personer. Men selve fængslet virkede ikke så slemt, som jeg havde forestillet mig. Det var mere som en institution, hvor børnene også går i skole og lærer håndværk.
Om aftenen smurte vi en masse sandwiches, som vi tog med ud på gaden og delte ud til gadebørnene. Vi delte mad ud seks forskellige steder denne gang, hvorimod vi, sidste gang jeg var ude, kun var to steder. Men oplevelsen var stort set den samme. Det er virkelig hårdt at se dem, og endnu hårdere at høre deres historier – hvordan de er flygtet fra en voldelig stedfar, en far, som har misbrugt dem seksuelt eller flygtet, fordi de ikke ville følge moderens ordre om at prostituere sig, og så alligevel er endt i prostitution for at holde varmen og for at få råd til det lim, som de er blevet afhængig af.
Det giver det arbejde, vi som volontører er med til at udføre, en helt speciel dybde og mening.
På vej hjem fra at have delt mad ud fik vi lige en af Central Amerikas mest eftersøgte kvinder (inden for bandeverdenen) op at køre. Maria Isabel, også kendt som La Diabla – Hundjævlen, har siddet i fængsel for at have smuglet stoffer ind i fængslet, men det er formodet, at hun også har flere mord på samvittigheden og derfor er hun eftersøgt. Men nu er hun blevet kristen, og hun prøver at leve et helt normalt liv med Alvins hjælp. En lidt vild oplevelse!
Søndag var vi i kirke, og mandag kom så dagen, hvor jeg skulle have den længe frygtede midtvejssamtale. Heldigvis gik den dog fuldstændig glat og uden problemer, så det var en stor lettelse. Nu mangler jeg så at skrive den praktikopgave som skal afleveres d. 26/5, og så slutter praktikken med en samlet bedømmelse d. 30/6.
Nå ja, så fik jeg forresten min pung væk el. stjålet i et storcenter, men på grund af et informationskort, som IMPACT har lavet, og på grund af en ung honduraners hjælpsomhed, fik jeg den igen med alle mine papirer og mit visa-kort!
Sikke en omgang.
Weekenden efter – denne weekend - var jeg så igen i Tegucigalpa. Jeg synes næsten ikke, jeg laver andet end at rejse frem og tilbage mellem Tegus og Talanga, men sådan må det nødvendigvis være. Der var nemlig arrangeret volontør-weekend, og det ville jeg ikke gå glip af. Det var arrangeret, at vi skulle bo hos en honduransk præst ved navn Alvin Andersson, som også er en af ildsjælene i arbejdet med gadebørn i Honduras. Fredag mødtes vi så til frokost i Alvins’ hus, og derefter tog vi ud på et statsejet børnehjem for at se det og for at lege med børnene. Jeg havde været der før sammen med mit projekt, så det var ikke så nyt for mig, men stadig en spændende oplevelse at se en anden måde at gøre tingene på. Casasitas Kennedy, som børnehjemmet hedder, er et af de steder, gadebørnene kan risikere at komme hen, når de bliver samlet op på gaden af IHNFA (det honduranske institut for børn og familier.) Det er et stort sted og ikke specielt godt, set med mine øjne. Om aftenen tog vi på café alle volontørerne samt Bent og Cathrine, som er vores danske volontørkontaktpersoner her i Honduras, og dem, som havde arrangeret weekenden. Lørdag formiddag tog vi ud for at se ungdomsfængslet i Tegucigalpa. Børn helt ned til 11 år sad inde for forbrydelser så som at stjæle. Men der var også nogle ret hårde historier ind i mellem. Der var en af de piger, vi mødte i pige-afdelingen, der sad inde for, som 13 årig sammen med en veninde at have dræbt en ung pige og skåret hendes hjerte ud for at brug det i et satanisk ritual. Der var en af de andre piger, som sad inde for som 11 årig at have dræbt en anden person, og så var der en pige, som havde været involveret i en bande, som havde kidnappet et barn med den intention at dræbe barnet. Det var virkelig svært at forstå, at de børn, som havde begået de forbrydelser, og de tilsyneladende helt almindelige piger, som sad over for mig, var de samme personer. Men selve fængslet virkede ikke så slemt, som jeg havde forestillet mig. Det var mere som en institution, hvor børnene også går i skole og lærer håndværk.
Om aftenen smurte vi en masse sandwiches, som vi tog med ud på gaden og delte ud til gadebørnene. Vi delte mad ud seks forskellige steder denne gang, hvorimod vi, sidste gang jeg var ude, kun var to steder. Men oplevelsen var stort set den samme. Det er virkelig hårdt at se dem, og endnu hårdere at høre deres historier – hvordan de er flygtet fra en voldelig stedfar, en far, som har misbrugt dem seksuelt eller flygtet, fordi de ikke ville følge moderens ordre om at prostituere sig, og så alligevel er endt i prostitution for at holde varmen og for at få råd til det lim, som de er blevet afhængig af.
Det giver det arbejde, vi som volontører er med til at udføre, en helt speciel dybde og mening.
På vej hjem fra at have delt mad ud fik vi lige en af Central Amerikas mest eftersøgte kvinder (inden for bandeverdenen) op at køre. Maria Isabel, også kendt som La Diabla – Hundjævlen, har siddet i fængsel for at have smuglet stoffer ind i fængslet, men det er formodet, at hun også har flere mord på samvittigheden og derfor er hun eftersøgt. Men nu er hun blevet kristen, og hun prøver at leve et helt normalt liv med Alvins hjælp. En lidt vild oplevelse!
Søndag var vi i kirke, og mandag kom så dagen, hvor jeg skulle have den længe frygtede midtvejssamtale. Heldigvis gik den dog fuldstændig glat og uden problemer, så det var en stor lettelse. Nu mangler jeg så at skrive den praktikopgave som skal afleveres d. 26/5, og så slutter praktikken med en samlet bedømmelse d. 30/6.
Nå ja, så fik jeg forresten min pung væk el. stjålet i et storcenter, men på grund af et informationskort, som IMPACT har lavet, og på grund af en ung honduraners hjælpsomhed, fik jeg den igen med alle mine papirer og mit visa-kort!
Sikke en omgang.
Belize – hvad for en haj?
Så kom tiden, hvor jeg skulle have fornyet mit visum, og eftersom Honduras har en visum-aftale med de omkringliggende lande, skal man helt til Belize eller Costa Rica for at få fornyet sit visum. Heldigvis var vi 6 volontører, der skule have fornyet visum på samme tid, så vi lavede en lille mini-ferie ud af det. Thomas, Casper, Maria, Pernille, Julie og jeg tog fra Tegucigalpa om eftermiddagen søndag d. 14. april. Vi tog bussen til San Pedro Sula i nord-Honduras, hvor vi sov en nat, før vi tog til Puerto Cortés dagen efter. I Puerto Cortés skulle vi omkring immigrationsmyndighederne for at få et udstempel, før vi tog en ret vild bådtur på 3 timer til byen Placencia i Belize. Ved ankomsten til Belize skulle vi så omkring de beliziske immigrationsmyndigheder for at komme ind i landet, og så var det ellers ud at finde et sted at bo. Vi fandt et ret billigt og ok sted at bo. Vi havde alle sammen forestillet os at, nu skulle vi rigtig til Belize og have sol og ligge på stranden, men der blev vi snydt. Kun den sidste dag vi var i Belize skinnede solen, og ellers stod den på vind og skyer! Så vi måtte jo finde på noget andet at lave end at ligge på stranden, og derfor lejede vi en dag cykler og cyklede lidt rundt omkring Placencia. Dagen efter lejede vi en golf-bil og kørte endnu længere væk fra byen for at se os omkring. Det var ret hyggeligt, og vi lavede en masse sjov, og alle prøvede at køre bilen. På vej tilbage til Placencia faldt Pernille dog på vejen, da hun ville prøve at løbe om kap med bilen, så hun kom tilbage ret forslået. Om aftenen var vi på en kareokee-bar, fordi der var en konkurrence, hvor man kunne vinde 500 US$, og det havde Julie tænkt sig at forsøge at gøre. Det skal lige siges, at Julie synger rigtig godt, og hun blev også mellem de tre sidste finalister, men desværre vandt hun ikke.
Torsdag, den sidste hele dag vi havde i Belize, besluttede Thomas, Casper og jeg os for at se stort på det dårlige vejr og tage med på en snorkle-tur. Vi meldte os til en snorkeltur med mulighed for at se hvalhajer, men da det var dårligt vejr om morgenen, blev den tur aflyst, og så tog vi med på en anden i stedet. Vi sejlede ud til en virkelig smuk paradis-ø, hvorfra vi snorklede ud. Det var ret fedt at komme ud at snorkel igen, (man er vel blevet lidt bidt af den slags,) og der var mere at se på, end jeg havde forestillet mig. Der var især mange viftekoraller, noget, som jeg ikke har set så meget af, de andre steder jeg har snorklet. Vi så endvidere en barracuda på omkring en meter, en kæmpe stor hummer, masser af farvestrålende fisk og så var der lige pludselig en stor haj lige foran mig. Jeg skyndte mig at kigge på instruktøren for at se, om jeg skulle være nervøs, men han gestikulerede, at den ikke var farlig. Bagefter forklarede han så, at det var en nurse-haj. Jeg ved faktisk ikke, om den hedder sådan på dansk, men noget i den stil. Det var ret vildt, og da den svømmede væk, fulgte vi efter den et stykke tid. Da vi kom op efter det første dyk, var der lækker frokost på stranden og så kom solen endelig frem! Vi snorklede lidt mere og så slappede vi bare af på øen, og prøvede at få lidt farve, hvilket resulterede i, at Casper og jeg kom tilbage meget røde! Om aftenen var vi ude og spise, og bagefter var alle så trætte, at vi gik tidligt i seng.
Fredag morgen gik turen tilbage til Honduras, hvor vi skulle igennem det samme med immigrationen en gang til, men nu har jeg da 3 måneders visum igen. Ud over vejret var det værste ved turen til Belize, at der i det værelse, hvor jeg boede, var en rotte, som om natten spiste vores ting; müesli, rosiner, havregryn samt vores håndsæbe og min tandbørste. Ad! Ellers var det en god tur og dejligt at være sammen med nogle af de andre volontører igen.
Om søndagen var vi så af sted med alle børnene fra Talanga til festival i byen Cantaranas, hvor børnene opførte dramaet: ”Niños de la calle.” En dejlig dag, hvor jeg fik taget nogle gode billeder.
Torsdag, den sidste hele dag vi havde i Belize, besluttede Thomas, Casper og jeg os for at se stort på det dårlige vejr og tage med på en snorkle-tur. Vi meldte os til en snorkeltur med mulighed for at se hvalhajer, men da det var dårligt vejr om morgenen, blev den tur aflyst, og så tog vi med på en anden i stedet. Vi sejlede ud til en virkelig smuk paradis-ø, hvorfra vi snorklede ud. Det var ret fedt at komme ud at snorkel igen, (man er vel blevet lidt bidt af den slags,) og der var mere at se på, end jeg havde forestillet mig. Der var især mange viftekoraller, noget, som jeg ikke har set så meget af, de andre steder jeg har snorklet. Vi så endvidere en barracuda på omkring en meter, en kæmpe stor hummer, masser af farvestrålende fisk og så var der lige pludselig en stor haj lige foran mig. Jeg skyndte mig at kigge på instruktøren for at se, om jeg skulle være nervøs, men han gestikulerede, at den ikke var farlig. Bagefter forklarede han så, at det var en nurse-haj. Jeg ved faktisk ikke, om den hedder sådan på dansk, men noget i den stil. Det var ret vildt, og da den svømmede væk, fulgte vi efter den et stykke tid. Da vi kom op efter det første dyk, var der lækker frokost på stranden og så kom solen endelig frem! Vi snorklede lidt mere og så slappede vi bare af på øen, og prøvede at få lidt farve, hvilket resulterede i, at Casper og jeg kom tilbage meget røde! Om aftenen var vi ude og spise, og bagefter var alle så trætte, at vi gik tidligt i seng.
Fredag morgen gik turen tilbage til Honduras, hvor vi skulle igennem det samme med immigrationen en gang til, men nu har jeg da 3 måneders visum igen. Ud over vejret var det værste ved turen til Belize, at der i det værelse, hvor jeg boede, var en rotte, som om natten spiste vores ting; müesli, rosiner, havregryn samt vores håndsæbe og min tandbørste. Ad! Ellers var det en god tur og dejligt at være sammen med nogle af de andre volontører igen.
Om søndagen var vi så af sted med alle børnene fra Talanga til festival i byen Cantaranas, hvor børnene opførte dramaet: ”Niños de la calle.” En dejlig dag, hvor jeg fik taget nogle gode billeder.
tirsdag den 8. april 2008
Så kom hun endelig!
Ja, så blev det den tid, hvor projektet blev beriget med endnu en af de skøre danskere. Søndag d. 30 marts hentede vi Hanna ved bussen fra Guatemala, og hvor var det dog dejligt at se hende igen! For dem, som ikke helt er klar over hvem, jeg hentyder til, så er Hanna en dansk volontør også fra Impact, som skal være på projektets afdeling i Tegucigalpa. Vi kommer derfor ikke til at se hinanden hver dag, men det tror jeg, vi begge to har det fint nok med. Hannas første uge her i Honduras fik vi dog lov til at tilbringe sammen, så hun tog med mig ud til Talanga, til alle mine børn. Og her blev hun så kastet ud i arbejdet lige med det samme. Der er altid en, der kan bruge ens hjælp eller selskab eller noget vasketøj, der skal ordnes.
Jeg har fået indført, at vi fra denne måned og frem vælger månedens dreng og månedens pige, altså de to, som har opført sig bedst, og så kommer de en tur ned i byen sammen med en fra personalet og bliver forkælet. Det er ikke fordi, det er noget, der koster mange penge, (her koster 0,5 liter coca cola ca. 3 kr.,) men jeg håber, at det kan være en positiv motivationsfaktor til en forbedring af børnenes opførsel.
Fredag var Hanna og jeg på tur med hele skolen, hvilket vil sige ca. 300 elever! Vi gik i ca. en time for så at være på en fodboldbane i to en halv time og gå tilbage igen. Det var ikke videre spændende, men så har jeg da fået det med.
Jeg har fået indført, at vi fra denne måned og frem vælger månedens dreng og månedens pige, altså de to, som har opført sig bedst, og så kommer de en tur ned i byen sammen med en fra personalet og bliver forkælet. Det er ikke fordi, det er noget, der koster mange penge, (her koster 0,5 liter coca cola ca. 3 kr.,) men jeg håber, at det kan være en positiv motivationsfaktor til en forbedring af børnenes opførsel.
Fredag var Hanna og jeg på tur med hele skolen, hvilket vil sige ca. 300 elever! Vi gik i ca. en time for så at være på en fodboldbane i to en halv time og gå tilbage igen. Det var ikke videre spændende, men så har jeg da fået det med.
Farvel-fest og psykologi.
Denne uge har været stille og rolig, men hård. Det er bare ikke min kop the at stå op kl. 5 om morgenen! Et lyspunkt er, at vi endelig har fået fat på en mand, som kan sove sammen med drengene og ”uddanne” dem. Det letter lidt af arbejdspresset.
Tirsdag havde vi farvel-fest for amerikaner-familien med en masse lækkert honduransk mad, taler, underholdning og udveksling af gaver. En meget følelsesladet aften, eftersom de havde været her i 6 uger og var blevet en fast del af personalet her. Onsdag tog de så af sted, og torsdag var jeg i Tegucigalpa sammen med Lorena, hvor vi fik resultaterne af de psykologiske evalueringer, vi har fået lavet på nogle af børnene. Det var super spændende og resulterede i, at al personale skal på psykologi-kursus en weekend inden længe. Vi fik en masse gode redskaber til at fremme udviklingen hos nogle af de børn, der halter bagud, og er nu i fuld gang med en meget målrettet intensivering af undervisningen.
Samtidig sker der en masse spændende ting på mange forskellige områder her, og jeg skal i gang med at lave et projekt omkring børnene og deres familierelationer. Spændende.
Alt for nu.
Julie
Tirsdag havde vi farvel-fest for amerikaner-familien med en masse lækkert honduransk mad, taler, underholdning og udveksling af gaver. En meget følelsesladet aften, eftersom de havde været her i 6 uger og var blevet en fast del af personalet her. Onsdag tog de så af sted, og torsdag var jeg i Tegucigalpa sammen med Lorena, hvor vi fik resultaterne af de psykologiske evalueringer, vi har fået lavet på nogle af børnene. Det var super spændende og resulterede i, at al personale skal på psykologi-kursus en weekend inden længe. Vi fik en masse gode redskaber til at fremme udviklingen hos nogle af de børn, der halter bagud, og er nu i fuld gang med en meget målrettet intensivering af undervisningen.
Samtidig sker der en masse spændende ting på mange forskellige områder her, og jeg skal i gang med at lave et projekt omkring børnene og deres familierelationer. Spændende.
Alt for nu.
Julie
Semana Santa, bjergbestigning og badning.
Ja, så blev det tid til Semana Santa – eller med andre ord Påskeferie. Hele uge 12 havde børnene fri fra skole, og det gav plads til at lave nogle ting ud over det sædvanlige. 7 af børnene holdt ferie sammen med deres familie, 2 var med præsten på besøg hos hendes forældre nogle dage, og så havde vi besøg hele ugen af 3 ældre børn fra projektet David, Juan Manuel og Alexander, som nu bor på en kost/landbrugsskole, som hedder El Sembrador. Så i alt var her altså 12 børn, men det gjorde en stor forskel, at det var en anden aldersfordeling.
Søndag d. 16 tog jeg med Pernille, Maria, Julie og en amerikaner fra deres projekt, Virginia, til Copan ruinerne. Virginia og jeg tog fra Tegucigalpa meget tidligt søndag morgen, og vi var i byen Copan Ruinas kl. ca. 15. De andre kom senere og efter at have haft lidt problemer med vores hostel, fandt vi os endelig på plads efter en god gang aftensmad. Hele mandag brugte vi ude ved ruinerne. Vi valgte at betale en guide for at få mest muligt ud af besøget, og det var pengene værd, selvom vi brugte ca. 5 timer der. Tirsdag spiste Pernille, Julie og jeg morgenmad med et dansk ægtepar, vi mødte på vores hostel, Bente og Peter. De har sejlet rundt i mere eller mindre 6 år! Rigtig dejlige mennesker, og vi brugte flere timer på at spise god morgenmad og snakke. Så nåede vi lige at shoppe lidt souvenirs, før det var tid til at tage tilbage til projekterne.
En dejlig afslappende tid.
Onsdag tog hele projektet til en park med pool-område. Vi havde medbragt mad, og grillede og spiste inden vi alle var ude og blive kølet af i poolen. Lækkert! Torsdag ”besteg” vi et lille bjerg, som ligger 10 minutter fra projektet. Rart med noget fysisk udfoldelse, men lidt af en prøvelse for de mindste. Vi havde medbragt frokost, som vi spiste på toppen af bjerget. En rigtig hyggelig dag. Fredag prøvede jeg at fylde et vandbassin, hvilket ikke gik så godt, men som alligevel var til stor fornøjelse for børnene. Det var dog endnu bedre, da vi dagen efter kørte hen til en mekaniker for at få pumpet bassinet op. Så kørte vi igennem hele byen med et bassin på taget af bilen og en ”gringo” bag rattet (faderen i den familie, som har været her i 6 uger.) Sikke mange blikke vi fik!
Lørdag aften holdt vi fødselsdagsfest for Nate, den ældste dreng i ovenfornævnte familie. I Honduras er det tradition, at man, når man fylder år, bliver overdænget med æg, mel og vand, så det fik han en masse af. Derudover havde vi en piñata (noget lignende en fastelavnstønde,) chips, sodavand og selskabslege. Så blev det søndag og dermed enden på ferien. De store drenge blev kørt tilbage til deres skole, og vi gjorde klar til næste dags skolestart.
Og sådan gik så den uge!
Søndag d. 16 tog jeg med Pernille, Maria, Julie og en amerikaner fra deres projekt, Virginia, til Copan ruinerne. Virginia og jeg tog fra Tegucigalpa meget tidligt søndag morgen, og vi var i byen Copan Ruinas kl. ca. 15. De andre kom senere og efter at have haft lidt problemer med vores hostel, fandt vi os endelig på plads efter en god gang aftensmad. Hele mandag brugte vi ude ved ruinerne. Vi valgte at betale en guide for at få mest muligt ud af besøget, og det var pengene værd, selvom vi brugte ca. 5 timer der. Tirsdag spiste Pernille, Julie og jeg morgenmad med et dansk ægtepar, vi mødte på vores hostel, Bente og Peter. De har sejlet rundt i mere eller mindre 6 år! Rigtig dejlige mennesker, og vi brugte flere timer på at spise god morgenmad og snakke. Så nåede vi lige at shoppe lidt souvenirs, før det var tid til at tage tilbage til projekterne.
En dejlig afslappende tid.
Onsdag tog hele projektet til en park med pool-område. Vi havde medbragt mad, og grillede og spiste inden vi alle var ude og blive kølet af i poolen. Lækkert! Torsdag ”besteg” vi et lille bjerg, som ligger 10 minutter fra projektet. Rart med noget fysisk udfoldelse, men lidt af en prøvelse for de mindste. Vi havde medbragt frokost, som vi spiste på toppen af bjerget. En rigtig hyggelig dag. Fredag prøvede jeg at fylde et vandbassin, hvilket ikke gik så godt, men som alligevel var til stor fornøjelse for børnene. Det var dog endnu bedre, da vi dagen efter kørte hen til en mekaniker for at få pumpet bassinet op. Så kørte vi igennem hele byen med et bassin på taget af bilen og en ”gringo” bag rattet (faderen i den familie, som har været her i 6 uger.) Sikke mange blikke vi fik!
Lørdag aften holdt vi fødselsdagsfest for Nate, den ældste dreng i ovenfornævnte familie. I Honduras er det tradition, at man, når man fylder år, bliver overdænget med æg, mel og vand, så det fik han en masse af. Derudover havde vi en piñata (noget lignende en fastelavnstønde,) chips, sodavand og selskabslege. Så blev det søndag og dermed enden på ferien. De store drenge blev kørt tilbage til deres skole, og vi gjorde klar til næste dags skolestart.
Og sådan gik så den uge!
mandag den 10. marts 2008
onsdag den 5. marts 2008
Kirkegang, tålmodighed og lus!!
Ja, så er det lidt tid siden, jeg skrev sidst. Jeg kan sige så meget, som at min dagbog er ved at være godt fyldt allerede, da jeg næsten dagligt har et eller andet, jeg lige skal have vendt og reflekteret over, men her på bloggen vil jeg ikke kede jer med alle detaljerne, så I får fornøjelsen af en kortere version. Jeg har haft mit første rigtige møde med min supervisor, (selvfølgelig ikke den aftalte dag, men derimod dagen efter,) men det gik rigtig godt. Hun havde godt nok ikke forberedt det, vi havde aftalt, men så var det jo godt, at jeg havde gjort mig ekstra umage med at lave et udkast til den uddannelsesplan, jeg skulle aflevere dagen efter – ja man vænner sig hurtigt til at gøre tingene selv, hvis der skal ske noget konstruktivt. Men hun forstod og bifaldt heldigvis det, jeg havde skrevet, og sammen fik vi sat nogle aktiviteter og datoer på planen, så med hendes underskrift på planen kunne jeg så få den sendt af sted til skolen. Samme weekend som mødet med min supervisor, var jeg også ude på Genesis-projektet for at besøge Maria, Pernille og Julie, og det var super dejligt at se dem igen. Søndag aften var jeg med en af vores amerikaner grupper ude i Tegucigalpas gader for at dele mad og drikke ud til børnene på gaden. Det var virkelig en oplevelse! Vi havde maden i bagagerummet af vores bil, og når vi så parkerede, kom der mennesker (mest unge og børn) frem fra mørke kroge. De var alle sammen høje på lim og virkelig lusede i tøjet. Det var hårdt at se selv små 4-5 årige børn så skæve, at de knapt kunne gå lige! Der gik det op for mig, at det er sådan en tilværelse, børnene her på børnehjemmet kommer fra! Grusomt og hjerteskærende.
Fredag var jeg med Lorena (koordinatoren her på stedet) i Tegus for at få lavet en psykologisk profil på 3 af børnene. Vi tog af sted kl. 6 om morgenen og vendte tilbage ca. kl. 18 uden at have udrettet andet, end at få en ny aftale på mandag kl. 8 og spise fastfood! Ufatteligt hvordan man kan spilde 12 timer på ingenting, men det er åbenbart halt acceptabelt her. Der var i hvert fald ikke andre end mig, der virkede til at være frustreret over at spilde tiden på den måde. Ellers går dagene deres rutinemæssige gang. Mandag til fredag er der skole, lektier, arbejde i marken, rengøring og tøjvask. Lørdag er der fodboldskole og ungdomsgudstjeneste i kirken, og søndag er der gudstjeneste morgen og aften, og opgaver ind imellem. I dag har vi lavet aktivitets-løb, og da det først kom i gang, syntes børnene faktisk, at det var et hit! Det kan til tider virkelig være en prøvelse at være her; Jeg synes, at jeg skælder meget ud, men når jeg spørger personalet her, om de synes, det er for meget, ser de meget spørgende på mig, og siger, at det har de ikke lagt mærke til. Men jeg får også rigtig meget kærlighed, knus og kram fra børnene, så det hjælper, når jeg synes, det er hårdt.
Til sidst vil jeg lige sige, at jeg nu officielt er en del af Proyecto Manuelito, eftersom jeg nu, som alle andre her, har… LUS! Ad!
Alt godt til jer.
Fra Julie
Fredag var jeg med Lorena (koordinatoren her på stedet) i Tegus for at få lavet en psykologisk profil på 3 af børnene. Vi tog af sted kl. 6 om morgenen og vendte tilbage ca. kl. 18 uden at have udrettet andet, end at få en ny aftale på mandag kl. 8 og spise fastfood! Ufatteligt hvordan man kan spilde 12 timer på ingenting, men det er åbenbart halt acceptabelt her. Der var i hvert fald ikke andre end mig, der virkede til at være frustreret over at spilde tiden på den måde. Ellers går dagene deres rutinemæssige gang. Mandag til fredag er der skole, lektier, arbejde i marken, rengøring og tøjvask. Lørdag er der fodboldskole og ungdomsgudstjeneste i kirken, og søndag er der gudstjeneste morgen og aften, og opgaver ind imellem. I dag har vi lavet aktivitets-løb, og da det først kom i gang, syntes børnene faktisk, at det var et hit! Det kan til tider virkelig være en prøvelse at være her; Jeg synes, at jeg skælder meget ud, men når jeg spørger personalet her, om de synes, det er for meget, ser de meget spørgende på mig, og siger, at det har de ikke lagt mærke til. Men jeg får også rigtig meget kærlighed, knus og kram fra børnene, så det hjælper, når jeg synes, det er hårdt.
Til sidst vil jeg lige sige, at jeg nu officielt er en del af Proyecto Manuelito, eftersom jeg nu, som alle andre her, har… LUS! Ad!
Alt godt til jer.
Fra Julie
fredag den 15. februar 2008
Heste, grise, koer og faar... Og boern!
Ja så er det da vist lige tid til en opdatering.
Jeg er nu på projektet og har været her i ca. 1 uge. Det er hårdt arbejde, men det er samtidig nogle skønne børn. Jeg ankom til hovedstaden i Honduras, Tegucigalpa ca. kl. 23 søndag aften. Jeg været ret spændt på om der var nogen til at hente mig, for jeg havde ikke hørt noget fra Jorge Pinto, manden bag projektet. Men han var der heldgvis sammen med en hel velkomstkomitee. De var i alt 5 til at hente mig: Jorge Pinto, han kone og 3 store piger fra projektet, som nu bor hos Pinto i hans hus i Tegus, fordi de studerer. Jeg sov i projektets afdeling i Tegus, Casa de Transicion hedder det. Lidt en mærkelig oplevelse lige pludselig at skulle sove helt alene efter 2 uger sammen med Julie, og så i et fremmed land. Men det gik, og på trods af at der ikke var vand om morgenen, og jeg virkelig trængte til et bad efter den 14 timer lange bustur, stod jeg op kl 7.20 og så mig omkring. Jeg blev vist rundt og spiste sammen med Jorge Pintos søn, som også hedder Jorge. Så brugte jeg et par timer sammen med babyerne. Den ældste er 3 år, og de er virkelig søde. Senere kom Pinto og hentede mig, og vi kørte ud til projektets afdeling i Talanga, ca. 45 min. fra Tegus. Eller det vil sige vi skulle lige omkring en masse steder for at jeg kunne blive præsenteret. Vi var også forbi et projekt for børn fra dem der samler skrald. Et virkelig godt sted, virkede det som om. Til sidst kom vi dog ud til ”farmen.” Den ligger ret meget ude på landet, men det er nogle sunde omgivelser for børn fra gaden tror jeg. Rundt om hele ejendommen er en meget høj mur og der er en 24-timers portvagt. Ja, børnene bliver passet godt på, men jeg er også blevet fortalt at det er fordi de godt kan finde på at stikke af. Jeg kan virkelig have mine problemer med børnene, men jeg glemmer også tit at de altså kommer fra nogle helt andre forhold en et gennemsnits dansk børnehavebarn. Vi taler altså om at de har været udsat for misbrug både psykisk og fysisk, mange har ikke længere kontakt til deres forældre, og stort set alle har været på gaden eller været tæt på at ende der. Der er en vist hårdhed i deres øjne, som kan gøre rigtig ondt at se. Her i Talanga bor der 18 børn fra 5 år og op til 14 år. De har taget rigtig godt imod mig, efter ca. 2 min havde jeg et barn i hånden og det har jeg haft stort set lige siden. De prøver selvfølgelig mine grænser af, men sådan er det jo. De søger rigtig meget kropskontakt, men tit bliver det med slag, da det er en let måde at få kontakt på. Vi har været nede i landsbyen et par gange, og jeg tror ikke de ser ret mange lyshårede piger på de her kanter. Det afføder i hvert fald en hel del opmærksomhed, når jeg kommer. Vi har også været på legepladsen, set film og jeg har været på indkøb sammen med socialrådgiveren her på stedet. Jeg vil gerne lige beskrive for jer hvordan det ser ud her, for det er altså en del af oplevelsen: Her er 4 bygninger og en mere under opbygning, en kæmpe fodboldbane men det bedste er at her er fritgående køer, høns og gæs, og 2 store grise i en indhegning. Hver morgen kl. 5 kalder hanen og så er det altså op! Fuck det er hårdt, men når 12 piger skal i bad, i tøjet og have spist morgenmad til kl. 7. 15 skal der meget tid til. I morgen skal jeg tale med min supervisor, og jeg glæder mig til at høre, hvad hun har at sige, og hvad hun kan forstille sig, at jeg kan lave. Jeg bliver virkelig nødt til at huske mig selv og Jorge Pinto på, at jeg er her i praktik, og ikke som en ekstra pædagog.
Det var vist alt for nu.
Jeg er ked af at mailen blev så lang, men det var godt at komme ud med det.
Håber alt er godt i Danmark.
Mange knus og kram
Julie
Jeg er nu på projektet og har været her i ca. 1 uge. Det er hårdt arbejde, men det er samtidig nogle skønne børn. Jeg ankom til hovedstaden i Honduras, Tegucigalpa ca. kl. 23 søndag aften. Jeg været ret spændt på om der var nogen til at hente mig, for jeg havde ikke hørt noget fra Jorge Pinto, manden bag projektet. Men han var der heldgvis sammen med en hel velkomstkomitee. De var i alt 5 til at hente mig: Jorge Pinto, han kone og 3 store piger fra projektet, som nu bor hos Pinto i hans hus i Tegus, fordi de studerer. Jeg sov i projektets afdeling i Tegus, Casa de Transicion hedder det. Lidt en mærkelig oplevelse lige pludselig at skulle sove helt alene efter 2 uger sammen med Julie, og så i et fremmed land. Men det gik, og på trods af at der ikke var vand om morgenen, og jeg virkelig trængte til et bad efter den 14 timer lange bustur, stod jeg op kl 7.20 og så mig omkring. Jeg blev vist rundt og spiste sammen med Jorge Pintos søn, som også hedder Jorge. Så brugte jeg et par timer sammen med babyerne. Den ældste er 3 år, og de er virkelig søde. Senere kom Pinto og hentede mig, og vi kørte ud til projektets afdeling i Talanga, ca. 45 min. fra Tegus. Eller det vil sige vi skulle lige omkring en masse steder for at jeg kunne blive præsenteret. Vi var også forbi et projekt for børn fra dem der samler skrald. Et virkelig godt sted, virkede det som om. Til sidst kom vi dog ud til ”farmen.” Den ligger ret meget ude på landet, men det er nogle sunde omgivelser for børn fra gaden tror jeg. Rundt om hele ejendommen er en meget høj mur og der er en 24-timers portvagt. Ja, børnene bliver passet godt på, men jeg er også blevet fortalt at det er fordi de godt kan finde på at stikke af. Jeg kan virkelig have mine problemer med børnene, men jeg glemmer også tit at de altså kommer fra nogle helt andre forhold en et gennemsnits dansk børnehavebarn. Vi taler altså om at de har været udsat for misbrug både psykisk og fysisk, mange har ikke længere kontakt til deres forældre, og stort set alle har været på gaden eller været tæt på at ende der. Der er en vist hårdhed i deres øjne, som kan gøre rigtig ondt at se. Her i Talanga bor der 18 børn fra 5 år og op til 14 år. De har taget rigtig godt imod mig, efter ca. 2 min havde jeg et barn i hånden og det har jeg haft stort set lige siden. De prøver selvfølgelig mine grænser af, men sådan er det jo. De søger rigtig meget kropskontakt, men tit bliver det med slag, da det er en let måde at få kontakt på. Vi har været nede i landsbyen et par gange, og jeg tror ikke de ser ret mange lyshårede piger på de her kanter. Det afføder i hvert fald en hel del opmærksomhed, når jeg kommer. Vi har også været på legepladsen, set film og jeg har været på indkøb sammen med socialrådgiveren her på stedet. Jeg vil gerne lige beskrive for jer hvordan det ser ud her, for det er altså en del af oplevelsen: Her er 4 bygninger og en mere under opbygning, en kæmpe fodboldbane men det bedste er at her er fritgående køer, høns og gæs, og 2 store grise i en indhegning. Hver morgen kl. 5 kalder hanen og så er det altså op! Fuck det er hårdt, men når 12 piger skal i bad, i tøjet og have spist morgenmad til kl. 7. 15 skal der meget tid til. I morgen skal jeg tale med min supervisor, og jeg glæder mig til at høre, hvad hun har at sige, og hvad hun kan forstille sig, at jeg kan lave. Jeg bliver virkelig nødt til at huske mig selv og Jorge Pinto på, at jeg er her i praktik, og ikke som en ekstra pædagog.
Det var vist alt for nu.
Jeg er ked af at mailen blev så lang, men det var godt at komme ud med det.
Håber alt er godt i Danmark.
Mange knus og kram
Julie
mandag den 4. februar 2008
En manglende chauffoer, en haard skole og en varm vulkan...
Saa kommer der lidt nyt fra Guatemala.
Soendag d. 27. tog jegfra Danmark sammen med en anden Impact-volontoer Julie Lind. Den naesten 12 timer lange flyvetur til Guatemala City gik glat hele vejen, men da vi ankom til Guatemala City var deringen for at hente os, saa der startede brugen af mit spanske. Vi fik snakket os til en tur til byen Antigua hvor vores sprogskole ligger. Godtsmadrede ankom vi til skolen og straks blevvi sat til at lave en vurderingstest paa 10 sider for atfinde ud af hvor vores niveau ligger. Pu ha, den havde vi ikke lige set komme.. Da vi troede at vi skulle falde i soevn hen over testen, blev vi koert hen til vores familie, hvor Dona Anna tog i mod med aabne arme og fantastisk mad: ris, boennemos og koed med tortillas! Vi bor i det hele taget rigtig godt, al maden laver vores madmor Pascal og det er lige mad efter mit hovede.
Byen Antigua har en helt speciel atmosfaere, med brostens belagte gader og en park som er byens samlingspunkt. Paa nuvaerende tidspunkt er vi 12 fra Impact her i byen, saa tiden gaar med sprogskolen, lektier (som laves i solen i parken) og saa gaar vi meget paa markedet, hvilket jo ogsaa traener det spanske. I fredags var vi med sprogskolen ude og se en lille landsby, hvor de lavede en demonstration af hverdagslivet i en landsby. Senere paa dagen besteg Julie og jeg en aktiv vulkan Volcan Pacaya. Det var lidt vildt ogvildt haardt - men kunne rigtig maerke varmen fra den indre aktivitet mens vi gik paa haardt lava. Deter ikke noget man kan faa lov til hver dag. Loerdag til soendag var vi 10 danskere afsted til en lille by ved en stor soe. Vi tog en af de lokale "kyllinge" busser, som de kaldes da der ofte er dyr og madvarer med. Det oplevede vi dog ikke, men efter en koeretur paa sammenlagt 4 timer med 3 skift af bus og alt for mange mennesker proppet ind var vi meget faamaelte og en anelse moerbankede da vi kom frem til derhvor vi skulle tage en baad til vores bestemmelsessted. Det var dog en fantastisk sejltur og San Marcos, skulle vi sande, var meget anderledes end Antigua. En rigtig gammel hippie-by, hvor alt gik i sit eget rolige tempo. Men det var et kort tiltraengt pusterum med sol og en svoemmetur i soen, foer det naeste dag gik tilbage til Antigua igen.
Mit spanske bliver bedre dag for dag, og jeg nyder virkelig at vaere paa disse breddegrader igen, men jeg glaeder mig ogsaa til at komme videre til Honduras om en uge og komme igang med min praktik.
Alt herfra for nu.
Al kaerlighed til jer.
Julie
Soendag d. 27. tog jegfra Danmark sammen med en anden Impact-volontoer Julie Lind. Den naesten 12 timer lange flyvetur til Guatemala City gik glat hele vejen, men da vi ankom til Guatemala City var deringen for at hente os, saa der startede brugen af mit spanske. Vi fik snakket os til en tur til byen Antigua hvor vores sprogskole ligger. Godtsmadrede ankom vi til skolen og straks blevvi sat til at lave en vurderingstest paa 10 sider for atfinde ud af hvor vores niveau ligger. Pu ha, den havde vi ikke lige set komme.. Da vi troede at vi skulle falde i soevn hen over testen, blev vi koert hen til vores familie, hvor Dona Anna tog i mod med aabne arme og fantastisk mad: ris, boennemos og koed med tortillas! Vi bor i det hele taget rigtig godt, al maden laver vores madmor Pascal og det er lige mad efter mit hovede.
Byen Antigua har en helt speciel atmosfaere, med brostens belagte gader og en park som er byens samlingspunkt. Paa nuvaerende tidspunkt er vi 12 fra Impact her i byen, saa tiden gaar med sprogskolen, lektier (som laves i solen i parken) og saa gaar vi meget paa markedet, hvilket jo ogsaa traener det spanske. I fredags var vi med sprogskolen ude og se en lille landsby, hvor de lavede en demonstration af hverdagslivet i en landsby. Senere paa dagen besteg Julie og jeg en aktiv vulkan Volcan Pacaya. Det var lidt vildt ogvildt haardt - men kunne rigtig maerke varmen fra den indre aktivitet mens vi gik paa haardt lava. Deter ikke noget man kan faa lov til hver dag. Loerdag til soendag var vi 10 danskere afsted til en lille by ved en stor soe. Vi tog en af de lokale "kyllinge" busser, som de kaldes da der ofte er dyr og madvarer med. Det oplevede vi dog ikke, men efter en koeretur paa sammenlagt 4 timer med 3 skift af bus og alt for mange mennesker proppet ind var vi meget faamaelte og en anelse moerbankede da vi kom frem til derhvor vi skulle tage en baad til vores bestemmelsessted. Det var dog en fantastisk sejltur og San Marcos, skulle vi sande, var meget anderledes end Antigua. En rigtig gammel hippie-by, hvor alt gik i sit eget rolige tempo. Men det var et kort tiltraengt pusterum med sol og en svoemmetur i soen, foer det naeste dag gik tilbage til Antigua igen.
Mit spanske bliver bedre dag for dag, og jeg nyder virkelig at vaere paa disse breddegrader igen, men jeg glaeder mig ogsaa til at komme videre til Honduras om en uge og komme igang med min praktik.
Alt herfra for nu.
Al kaerlighed til jer.
Julie
Abonner på:
Kommentarer (Atom)
