Kirkegang, tålmodighed og lus!!

Ja, så er det lidt tid siden, jeg skrev sidst. Jeg kan sige så meget, som at min dagbog er ved at være godt fyldt allerede, da jeg næsten dagligt har et eller andet, jeg lige skal have vendt og reflekteret over, men her på bloggen vil jeg ikke kede jer med alle detaljerne, så I får fornøjelsen af en kortere version. Jeg har haft mit første rigtige møde med min supervisor, (selvfølgelig ikke den aftalte dag, men derimod dagen efter,) men det gik rigtig godt. Hun havde godt nok ikke forberedt det, vi havde aftalt, men så var det jo godt, at jeg havde gjort mig ekstra umage med at lave et udkast til den uddannelsesplan, jeg skulle aflevere dagen efter – ja man vænner sig hurtigt til at gøre tingene selv, hvis der skal ske noget konstruktivt. Men hun forstod og bifaldt heldigvis det, jeg havde skrevet, og sammen fik vi sat nogle aktiviteter og datoer på planen, så med hendes underskrift på planen kunne jeg så få den sendt af sted til skolen. Samme weekend som mødet med min supervisor, var jeg også ude på Genesis-projektet for at besøge Maria, Pernille og Julie, og det var super dejligt at se dem igen. Søndag aften var jeg med en af vores amerikaner grupper ude i Tegucigalpas gader for at dele mad og drikke ud til børnene på gaden. Det var virkelig en oplevelse! Vi havde maden i bagagerummet af vores bil, og når vi så parkerede, kom der mennesker (mest unge og børn) frem fra mørke kroge. De var alle sammen høje på lim og virkelig lusede i tøjet. Det var hårdt at se selv små 4-5 årige børn så skæve, at de knapt kunne gå lige! Der gik det op for mig, at det er sådan en tilværelse, børnene her på børnehjemmet kommer fra! Grusomt og hjerteskærende.
Fredag var jeg med Lorena (koordinatoren her på stedet) i Tegus for at få lavet en psykologisk profil på 3 af børnene. Vi tog af sted kl. 6 om morgenen og vendte tilbage ca. kl. 18 uden at have udrettet andet, end at få en ny aftale på mandag kl. 8 og spise fastfood! Ufatteligt hvordan man kan spilde 12 timer på ingenting, men det er åbenbart halt acceptabelt her. Der var i hvert fald ikke andre end mig, der virkede til at være frustreret over at spilde tiden på den måde. Ellers går dagene deres rutinemæssige gang. Mandag til fredag er der skole, lektier, arbejde i marken, rengøring og tøjvask. Lørdag er der fodboldskole og ungdomsgudstjeneste i kirken, og søndag er der gudstjeneste morgen og aften, og opgaver ind imellem. I dag har vi lavet aktivitets-løb, og da det først kom i gang, syntes børnene faktisk, at det var et hit! Det kan til tider virkelig være en prøvelse at være her; Jeg synes, at jeg skælder meget ud, men når jeg spørger personalet her, om de synes, det er for meget, ser de meget spørgende på mig, og siger, at det har de ikke lagt mærke til. Men jeg får også rigtig meget kærlighed, knus og kram fra børnene, så det hjælper, når jeg synes, det er hårdt.
Til sidst vil jeg lige sige, at jeg nu officielt er en del af Proyecto Manuelito, eftersom jeg nu, som alle andre her, har… LUS! Ad!

Alt godt til jer.
Fra Julie