Belize – hvad for en haj?

Så kom tiden, hvor jeg skulle have fornyet mit visum, og eftersom Honduras har en visum-aftale med de omkringliggende lande, skal man helt til Belize eller Costa Rica for at få fornyet sit visum. Heldigvis var vi 6 volontører, der skule have fornyet visum på samme tid, så vi lavede en lille mini-ferie ud af det. Thomas, Casper, Maria, Pernille, Julie og jeg tog fra Tegucigalpa om eftermiddagen søndag d. 14. april. Vi tog bussen til San Pedro Sula i nord-Honduras, hvor vi sov en nat, før vi tog til Puerto Cortés dagen efter. I Puerto Cortés skulle vi omkring immigrationsmyndighederne for at få et udstempel, før vi tog en ret vild bådtur på 3 timer til byen Placencia i Belize. Ved ankomsten til Belize skulle vi så omkring de beliziske immigrationsmyndigheder for at komme ind i landet, og så var det ellers ud at finde et sted at bo. Vi fandt et ret billigt og ok sted at bo. Vi havde alle sammen forestillet os at, nu skulle vi rigtig til Belize og have sol og ligge på stranden, men der blev vi snydt. Kun den sidste dag vi var i Belize skinnede solen, og ellers stod den på vind og skyer! Så vi måtte jo finde på noget andet at lave end at ligge på stranden, og derfor lejede vi en dag cykler og cyklede lidt rundt omkring Placencia. Dagen efter lejede vi en golf-bil og kørte endnu længere væk fra byen for at se os omkring. Det var ret hyggeligt, og vi lavede en masse sjov, og alle prøvede at køre bilen. På vej tilbage til Placencia faldt Pernille dog på vejen, da hun ville prøve at løbe om kap med bilen, så hun kom tilbage ret forslået. Om aftenen var vi på en kareokee-bar, fordi der var en konkurrence, hvor man kunne vinde 500 US$, og det havde Julie tænkt sig at forsøge at gøre. Det skal lige siges, at Julie synger rigtig godt, og hun blev også mellem de tre sidste finalister, men desværre vandt hun ikke.
Torsdag, den sidste hele dag vi havde i Belize, besluttede Thomas, Casper og jeg os for at se stort på det dårlige vejr og tage med på en snorkle-tur. Vi meldte os til en snorkeltur med mulighed for at se hvalhajer, men da det var dårligt vejr om morgenen, blev den tur aflyst, og så tog vi med på en anden i stedet. Vi sejlede ud til en virkelig smuk paradis-ø, hvorfra vi snorklede ud. Det var ret fedt at komme ud at snorkel igen, (man er vel blevet lidt bidt af den slags,) og der var mere at se på, end jeg havde forestillet mig. Der var især mange viftekoraller, noget, som jeg ikke har set så meget af, de andre steder jeg har snorklet. Vi så endvidere en barracuda på omkring en meter, en kæmpe stor hummer, masser af farvestrålende fisk og så var der lige pludselig en stor haj lige foran mig. Jeg skyndte mig at kigge på instruktøren for at se, om jeg skulle være nervøs, men han gestikulerede, at den ikke var farlig. Bagefter forklarede han så, at det var en nurse-haj. Jeg ved faktisk ikke, om den hedder sådan på dansk, men noget i den stil. Det var ret vildt, og da den svømmede væk, fulgte vi efter den et stykke tid. Da vi kom op efter det første dyk, var der lækker frokost på stranden og så kom solen endelig frem! Vi snorklede lidt mere og så slappede vi bare af på øen, og prøvede at få lidt farve, hvilket resulterede i, at Casper og jeg kom tilbage meget røde! Om aftenen var vi ude og spise, og bagefter var alle så trætte, at vi gik tidligt i seng.
Fredag morgen gik turen tilbage til Honduras, hvor vi skulle igennem det samme med immigrationen en gang til, men nu har jeg da 3 måneders visum igen. Ud over vejret var det værste ved turen til Belize, at der i det værelse, hvor jeg boede, var en rotte, som om natten spiste vores ting; müesli, rosiner, havregryn samt vores håndsæbe og min tandbørste. Ad! Ellers var det en god tur og dejligt at være sammen med nogle af de andre volontører igen.
Om søndagen var vi så af sted med alle børnene fra Talanga til festival i byen Cantaranas, hvor børnene opførte dramaet: ”Niños de la calle.” En dejlig dag, hvor jeg fik taget nogle gode billeder.