Et forum, en koncert og en fantastisk volontør-weekend.

Fredag, præcis en uge efter Belize, var jeg så tilbage i Tegucigalpa igen, da noget af personalet fra projektet og jeg skulle til et forum, vedrørende det at advokere for børn og unges rettigheder. Det var et forum arrangeret af den sammenslutning af kirker, vores kirke hører under, så det var med et kristent budskab, men virkelig spændende og super relevant for min praktik. Vi fik en masse faktuelle oplysninger omkring børn, gadebørn og fattigdom i Honduras, og så så vi nogle billeder og videoer af børn i forfærdelige situationer fra hele verden – krig, sult, fattigdoms osv. Der var også præsentation af nogle af de børne-projekter, som kirkesammenslutningen støtter, heriblandt en præsentation af Proyecto Manuelito, og nogle af de store børn stillede sig op foran hele forsamlingen og fortalte deres historie. Det var meget stærkt! Efter forummet fulgtes Hanna, jeg og de tre ældste piger fra projektet ad til en koncert med en mexicansk, kristen sangerinde. Det var en ret stor koncert med ca. 15.000 tilhørere, og sjovt at prøve at være til så stort et arrangement i Honduras.
Weekenden efter – denne weekend - var jeg så igen i Tegucigalpa. Jeg synes næsten ikke, jeg laver andet end at rejse frem og tilbage mellem Tegus og Talanga, men sådan må det nødvendigvis være. Der var nemlig arrangeret volontør-weekend, og det ville jeg ikke gå glip af. Det var arrangeret, at vi skulle bo hos en honduransk præst ved navn Alvin Andersson, som også er en af ildsjælene i arbejdet med gadebørn i Honduras. Fredag mødtes vi så til frokost i Alvins’ hus, og derefter tog vi ud på et statsejet børnehjem for at se det og for at lege med børnene. Jeg havde været der før sammen med mit projekt, så det var ikke så nyt for mig, men stadig en spændende oplevelse at se en anden måde at gøre tingene på. Casasitas Kennedy, som børnehjemmet hedder, er et af de steder, gadebørnene kan risikere at komme hen, når de bliver samlet op på gaden af IHNFA (det honduranske institut for børn og familier.) Det er et stort sted og ikke specielt godt, set med mine øjne. Om aftenen tog vi på café alle volontørerne samt Bent og Cathrine, som er vores danske volontørkontaktpersoner her i Honduras, og dem, som havde arrangeret weekenden. Lørdag formiddag tog vi ud for at se ungdomsfængslet i Tegucigalpa. Børn helt ned til 11 år sad inde for forbrydelser så som at stjæle. Men der var også nogle ret hårde historier ind i mellem. Der var en af de piger, vi mødte i pige-afdelingen, der sad inde for, som 13 årig sammen med en veninde at have dræbt en ung pige og skåret hendes hjerte ud for at brug det i et satanisk ritual. Der var en af de andre piger, som sad inde for som 11 årig at have dræbt en anden person, og så var der en pige, som havde været involveret i en bande, som havde kidnappet et barn med den intention at dræbe barnet. Det var virkelig svært at forstå, at de børn, som havde begået de forbrydelser, og de tilsyneladende helt almindelige piger, som sad over for mig, var de samme personer. Men selve fængslet virkede ikke så slemt, som jeg havde forestillet mig. Det var mere som en institution, hvor børnene også går i skole og lærer håndværk.
Om aftenen smurte vi en masse sandwiches, som vi tog med ud på gaden og delte ud til gadebørnene. Vi delte mad ud seks forskellige steder denne gang, hvorimod vi, sidste gang jeg var ude, kun var to steder. Men oplevelsen var stort set den samme. Det er virkelig hårdt at se dem, og endnu hårdere at høre deres historier – hvordan de er flygtet fra en voldelig stedfar, en far, som har misbrugt dem seksuelt eller flygtet, fordi de ikke ville følge moderens ordre om at prostituere sig, og så alligevel er endt i prostitution for at holde varmen og for at få råd til det lim, som de er blevet afhængig af.
Det giver det arbejde, vi som volontører er med til at udføre, en helt speciel dybde og mening.
På vej hjem fra at have delt mad ud fik vi lige en af Central Amerikas mest eftersøgte kvinder (inden for bandeverdenen) op at køre. Maria Isabel, også kendt som La Diabla – Hundjævlen, har siddet i fængsel for at have smuglet stoffer ind i fængslet, men det er formodet, at hun også har flere mord på samvittigheden og derfor er hun eftersøgt. Men nu er hun blevet kristen, og hun prøver at leve et helt normalt liv med Alvins hjælp. En lidt vild oplevelse!
Søndag var vi i kirke, og mandag kom så dagen, hvor jeg skulle have den længe frygtede midtvejssamtale. Heldigvis gik den dog fuldstændig glat og uden problemer, så det var en stor lettelse. Nu mangler jeg så at skrive den praktikopgave som skal afleveres d. 26/5, og så slutter praktikken med en samlet bedømmelse d. 30/6.
Nå ja, så fik jeg forresten min pung væk el. stjålet i et storcenter, men på grund af et informationskort, som IMPACT har lavet, og på grund af en ung honduraners hjælpsomhed, fik jeg den igen med alle mine papirer og mit visa-kort! 
Sikke en omgang.