Ja, så må det vist være tid til en opdatering af situationen her i Honduras. Grunden til, at jeg ikke har opdateret bloggen længe, er, at det ikke er sket så meget. Det meste af maj trak jeg mig lidt tilbage fra projektet for at skrive min praktikopgave, som blev afleveret d. 26. maj. Det betød, at jeg ikke hjalp så meget til på projektet, men heldigvis var der fuld forståelse for dette fra personalets side. Ingen sure miner eller muren i krogene her! Jeg fik afleveret opgaven, og så var Hanna og jeg og nogle af de andre danske volontører til koncert i vores kirke med 2 af de store drenge i projektet, Brayan og Emerson, som virkelig gav den gas med deres kristne rap-musik. Efter koncerten tog Hanna og jeg med Thomas og Casper (2 af de danske volontører) ud for at se deres projekt Renacer. Det er et svensk ejet børnehjem, og da det giver nogle flere penge at gøre godt med, var det nogle helt andre omgivelser, end vi er vant til. Men det var godt at opleve et af de andre projekter. Da vi kom tilbage til Tegus søndag aften tog Hanna og jeg i biografen inde i centrum, med vores rygsække og det hele. Vi havde bare ikke lige tænkt på, at når filmen var færdig, var det blevet mørkt og dermed meget usikkert at færdes alene. Så vi skyndte os at gå hen til der, hvos taxaerne kører fra, men selvom det kun var ca. 5 minutter fra biografen, nåede vi alligevel at blive passet op af to unge mænd, der desperat ville have min rygsæk. Først forstod jeg ikke, hvad det var, de ville, men da de kom truende tæt på og greb fat i min rygsæk, forstod jeg lige pludselig godt, hvad det var de havde gang i, og hurtigt gav jeg dem tasken, og så stak de heldigvis af. Meget rystet løb vi hen til taxaen og kom hjem i sikkerhed, men jeg led af efter-chock nogle timer efter, hvor jeg bare græd og græd. Men heldigvis skete der ikke noget med hverken Hanna eller jeg, og det er jeg meget taknemmelig for. Dagen efter var jeg på politi-stationen for at melde overfaldet, så jeg kunne få det meldt til forsikringen, og så var jeg ude at købe et nyt kamera. Der gik lidt tid, men jeg er nu ovenpå igen.
Sidste uge, uge 24, havde børnene ferie, så tirsdag kom børnene fra midtvejscentret på besøg og overnattede i Talanga. Torsdag var alle børnene fra Talanga ude og spise på Pizza Hut, og derefter var vi i biografen for at se den nye Narnia-film. Det var en rigtig hyggelig, men lang, dag.
Fredag tog jeg så til Tegus sammen med Clara (moderen på børnehjemmet) til en missionær-konference arrangeret af kirken. Selve indholdet af konferencen tiltalte mig ikke så meget, men der var præsentationer af de forskellige projekter under kirken, og det var ret spændende. 6 af børnene fra Talanga optrådte med et drama-stykke, og Brayan og Emerson optrådte med deres musik, og det hele gik bare så godt. Lørdag aften var der præsentation af mad, musik og traditionelt tøj fra de forskellige lande hvor kirken har missionærer. En hyggelig weekend. I dag har jeg været i et storcenter for at købe mig et par jeans, eftersom det par jeg havde med lå i den rygsæk, som blev stjålet! Ja sådan kan det gå.
Den 23. juni får jeg besked om, hvorvidt min praktikopgave er blevet godkendt eller ej. Det bliver spændende, for hvis den ikke bliver godkendt, skal jeg skrive den om, og hvis den er godkendt, har jeg stort set bestået praktikken.
Der er nu under 2 måneder til at jeg sætter mig i flyveren mod Danmark, og jeg skifter hele tiden imellem at ville ønske, at det var i morgen jeg skulle af sted ,og at ønske at jeg havde mere tid her.
Men hjem kommer jeg, det er sikkert!
Al min kærlighed til jer.
Knus Julie
mandag den 16. juni 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)

Ingen kommentarer:
Send en kommentar