”Optagelse… og cut!”

24/8 2009
Der blev taget rigtig godt imod vores ”indian style,” men det fik bestemt ikke folk til at kigge mindre! Torsdag tog vi ud til børnehjemmet Bal Anand, som også er licenserede adoptionsformidlere. Børnehjemmet huser 90 børn, hvoraf de 25 er psykisk eller fysisk handicappede. Børnene er i alderen 0-6 år, men de handicappede kan være der længere, og der er ved at blive bygget et permanent hjem til dem lidt uden for byen. Der er ingen der vil adoptere et barn med svære handicaps, det har lederen af børnehjemmet nu taget konsekvensen af og derfor er de ved at bygge et permanent hjem til dem. På grund af trafik kom vi næsten 30 minutter for sent, og så havde de ikke fået vores svarmail, så de troede ikke at vi kom. Det var ikke den bedste start på besøget, men det viste sig at blive godt alligevel. Vi fik en masse af vide af lederen og så fik vi en rundvisning. Vi havde taget balloner med, og de vakte stor glæde hos børnene. Vi fik lov til at komme igen når vi er færdige med filmen. Børnehjemmet var i et stort hus, med klasseværelser på øverste etage, på 3. sal var de 4-6 årige, på 2. sal var de 0-3 årige og på 1. sal boede de handicappede. Det virkede til at personalet var glade for deres arbejde og børnehjemmet virkede veldrevet. Alt i alt en meget positiv oplevelse. Lørdag var vores første dag med optagelse til filmen. Vi startede allerede kl. 9 om morgenen med at filme trafikken. Kl. 12 skulle vi filme interviewet med ejeren af taxaselskabet. Det tog ca. en time, men vi kommer højst til at bruge et par minutter af det. Derefter var det vores hovedpersons tur. Vi interviewede hende først på engelsk, men hun var for nervøs, så vi måtte lade Vibekes kæreste gennemføre interviewet på Hindi, men ud fra vores spørgsmål, og så gik det heldigvis meget bedre. Herefter kørte vi hjem til hendes hus. Sushma, som hun hedder bor sammen med sin mor, sin søster og hendes 3 børn samt en bror på ca. 10 kvadratmeter. Det er små småt, at man skulle tro det var løgn, men alle arbejder, så det er ikke fordi de er fattige. Her fik vi filmet interviews med familien og dagligdags ting. Igen blev interviewet nødt til at være på Hindi, så der var igen ikke så meget for os at lave. Men det er måske heller ikke meningen når man er hhv. instruktør og manuskriptforfatter. Omkring kl. 18 var vi færdige, og så havde familien lavet rigtig god mad til os bestående af ris med noget sauce og fisk. At komme tilbage til lejligheden tog ca. halvanden time (lorte trafik), så vi havde lidt travlt, da det var Ameyas (Vibekes kæreste) fødselsdag og der var inviteret gæster til kl. 21.30. Men vi nåede at få købt det hele, endda også en fødselsdags kage med lys i! Vi endte med at være 7 personer og vi hyggede og drak til kl. 6 om morgenen. Søndag skulle vi have filmet, men det blev aflyst, så vi plejede i stedet tømmermænd.
Denne her uge skal vi have filmet noget mere og så skal vi sammen med klipperen i gang med at få det hele sat sammen til de 12 minutter, som filmen må vare.

Jeg bliver til stadighed ved med at fascineres af hvordan mennesker på trods af sprogbarriere kan kommunikere. mange her kan engelsk, men der er en del af især gadesælgerne der ikke kan. Alligevel forstår jeg det når banan-manden på hindi og med hænderne forklarer mig at de bananer jeg peger på først er modne om nogle dage, og de forstår mig når jeg med mimik forsøger at forklare at jeg skal have en gulvklud. Det synes jeg er helt fantastisk!
Mange tanker
Julie