mandag den 24. august 2009
”Optagelse… og cut!”
24/8 2009
Der blev taget rigtig godt imod vores ”indian style,” men det fik bestemt ikke folk til at kigge mindre! Torsdag tog vi ud til børnehjemmet Bal Anand, som også er licenserede adoptionsformidlere. Børnehjemmet huser 90 børn, hvoraf de 25 er psykisk eller fysisk handicappede. Børnene er i alderen 0-6 år, men de handicappede kan være der længere, og der er ved at blive bygget et permanent hjem til dem lidt uden for byen. Der er ingen der vil adoptere et barn med svære handicaps, det har lederen af børnehjemmet nu taget konsekvensen af og derfor er de ved at bygge et permanent hjem til dem. På grund af trafik kom vi næsten 30 minutter for sent, og så havde de ikke fået vores svarmail, så de troede ikke at vi kom. Det var ikke den bedste start på besøget, men det viste sig at blive godt alligevel. Vi fik en masse af vide af lederen og så fik vi en rundvisning. Vi havde taget balloner med, og de vakte stor glæde hos børnene. Vi fik lov til at komme igen når vi er færdige med filmen. Børnehjemmet var i et stort hus, med klasseværelser på øverste etage, på 3. sal var de 4-6 årige, på 2. sal var de 0-3 årige og på 1. sal boede de handicappede. Det virkede til at personalet var glade for deres arbejde og børnehjemmet virkede veldrevet. Alt i alt en meget positiv oplevelse. Lørdag var vores første dag med optagelse til filmen. Vi startede allerede kl. 9 om morgenen med at filme trafikken. Kl. 12 skulle vi filme interviewet med ejeren af taxaselskabet. Det tog ca. en time, men vi kommer højst til at bruge et par minutter af det. Derefter var det vores hovedpersons tur. Vi interviewede hende først på engelsk, men hun var for nervøs, så vi måtte lade Vibekes kæreste gennemføre interviewet på Hindi, men ud fra vores spørgsmål, og så gik det heldigvis meget bedre. Herefter kørte vi hjem til hendes hus. Sushma, som hun hedder bor sammen med sin mor, sin søster og hendes 3 børn samt en bror på ca. 10 kvadratmeter. Det er små småt, at man skulle tro det var løgn, men alle arbejder, så det er ikke fordi de er fattige. Her fik vi filmet interviews med familien og dagligdags ting. Igen blev interviewet nødt til at være på Hindi, så der var igen ikke så meget for os at lave. Men det er måske heller ikke meningen når man er hhv. instruktør og manuskriptforfatter. Omkring kl. 18 var vi færdige, og så havde familien lavet rigtig god mad til os bestående af ris med noget sauce og fisk. At komme tilbage til lejligheden tog ca. halvanden time (lorte trafik), så vi havde lidt travlt, da det var Ameyas (Vibekes kæreste) fødselsdag og der var inviteret gæster til kl. 21.30. Men vi nåede at få købt det hele, endda også en fødselsdags kage med lys i! Vi endte med at være 7 personer og vi hyggede og drak til kl. 6 om morgenen. Søndag skulle vi have filmet, men det blev aflyst, så vi plejede i stedet tømmermænd.
Denne her uge skal vi have filmet noget mere og så skal vi sammen med klipperen i gang med at få det hele sat sammen til de 12 minutter, som filmen må vare.
Jeg bliver til stadighed ved med at fascineres af hvordan mennesker på trods af sprogbarriere kan kommunikere. mange her kan engelsk, men der er en del af især gadesælgerne der ikke kan. Alligevel forstår jeg det når banan-manden på hindi og med hænderne forklarer mig at de bananer jeg peger på først er modne om nogle dage, og de forstår mig når jeg med mimik forsøger at forklare at jeg skal have en gulvklud. Det synes jeg er helt fantastisk!
Mange tanker
Julie
Der blev taget rigtig godt imod vores ”indian style,” men det fik bestemt ikke folk til at kigge mindre! Torsdag tog vi ud til børnehjemmet Bal Anand, som også er licenserede adoptionsformidlere. Børnehjemmet huser 90 børn, hvoraf de 25 er psykisk eller fysisk handicappede. Børnene er i alderen 0-6 år, men de handicappede kan være der længere, og der er ved at blive bygget et permanent hjem til dem lidt uden for byen. Der er ingen der vil adoptere et barn med svære handicaps, det har lederen af børnehjemmet nu taget konsekvensen af og derfor er de ved at bygge et permanent hjem til dem. På grund af trafik kom vi næsten 30 minutter for sent, og så havde de ikke fået vores svarmail, så de troede ikke at vi kom. Det var ikke den bedste start på besøget, men det viste sig at blive godt alligevel. Vi fik en masse af vide af lederen og så fik vi en rundvisning. Vi havde taget balloner med, og de vakte stor glæde hos børnene. Vi fik lov til at komme igen når vi er færdige med filmen. Børnehjemmet var i et stort hus, med klasseværelser på øverste etage, på 3. sal var de 4-6 årige, på 2. sal var de 0-3 årige og på 1. sal boede de handicappede. Det virkede til at personalet var glade for deres arbejde og børnehjemmet virkede veldrevet. Alt i alt en meget positiv oplevelse. Lørdag var vores første dag med optagelse til filmen. Vi startede allerede kl. 9 om morgenen med at filme trafikken. Kl. 12 skulle vi filme interviewet med ejeren af taxaselskabet. Det tog ca. en time, men vi kommer højst til at bruge et par minutter af det. Derefter var det vores hovedpersons tur. Vi interviewede hende først på engelsk, men hun var for nervøs, så vi måtte lade Vibekes kæreste gennemføre interviewet på Hindi, men ud fra vores spørgsmål, og så gik det heldigvis meget bedre. Herefter kørte vi hjem til hendes hus. Sushma, som hun hedder bor sammen med sin mor, sin søster og hendes 3 børn samt en bror på ca. 10 kvadratmeter. Det er små småt, at man skulle tro det var løgn, men alle arbejder, så det er ikke fordi de er fattige. Her fik vi filmet interviews med familien og dagligdags ting. Igen blev interviewet nødt til at være på Hindi, så der var igen ikke så meget for os at lave. Men det er måske heller ikke meningen når man er hhv. instruktør og manuskriptforfatter. Omkring kl. 18 var vi færdige, og så havde familien lavet rigtig god mad til os bestående af ris med noget sauce og fisk. At komme tilbage til lejligheden tog ca. halvanden time (lorte trafik), så vi havde lidt travlt, da det var Ameyas (Vibekes kæreste) fødselsdag og der var inviteret gæster til kl. 21.30. Men vi nåede at få købt det hele, endda også en fødselsdags kage med lys i! Vi endte med at være 7 personer og vi hyggede og drak til kl. 6 om morgenen. Søndag skulle vi have filmet, men det blev aflyst, så vi plejede i stedet tømmermænd.
Denne her uge skal vi have filmet noget mere og så skal vi sammen med klipperen i gang med at få det hele sat sammen til de 12 minutter, som filmen må vare.
Jeg bliver til stadighed ved med at fascineres af hvordan mennesker på trods af sprogbarriere kan kommunikere. mange her kan engelsk, men der er en del af især gadesælgerne der ikke kan. Alligevel forstår jeg det når banan-manden på hindi og med hænderne forklarer mig at de bananer jeg peger på først er modne om nogle dage, og de forstår mig når jeg med mimik forsøger at forklare at jeg skal have en gulvklud. Det synes jeg er helt fantastisk!
Mange tanker
Julie
Julie goes Indian style
19/8
Uh hvor tiden flyver. Nu er det allerede 5 dage siden, jeg sidst skrev. Mødet med taxa-selskabet gik rigtig godt. Vi har siden mødt ejeren af firmaet, som også er ejer af et kosmetik-firma, politiker og socialarbejder. Hun har heldigvis sagt god for, at vi kan filme hende og to af hendes medarbejdere, så nu ser det ud som om, der faktisk er hul igennem til at få filmen færdig til tiden. Vi skal filme lørdag, søndag og mandag og så skal den klippes sammen. Det bliver virkelig en spændende tid vi går i møde. I går mødtes vi med hende, der skal klippe filmen, og hun var rigtig sød, så det var bare perfekt. Så må vi håbe, at hun også er en god klipper. Efter at have mødtes med klipperen, tog vi toget til noget, der hedder Priyadarshini Park and Sports Complex. Togturen i sig selv var lidt af en oplevelse, da vi som alle andre kvinder skulle ind i Ladies Compartment. Det er en vogn, hvor der udelukkende er kvinder, noget der simpelthen er en nødvendighed, da der ellers er risiko for at kvinderne kan blive udsat for seksuelle tilnærmelser fra mændene. Så der sad vi to høje, hvide kvinder i vestligt tøj og nok hundrede indiske kvinder i farverige klæder, som fik en oplevelse ud af os. Det var nu også en fin oplevelse for os.
Priyadarshini Park and Sports Complex er en park, hvor de lokale kan komme og dyrke sport og få frisk luft. Overalt var der kvinder i salwars (traditionelt tøj bestående af løse bukser og en tunika) og kondisko som power-joggede. Der var også en løbebane og tennisbaner. Vi var taget derhen for at se, om vi evt. kunne bruge nogle scener fra kampsports-timerne i filmen, hvilket det desværre viste sig, at vi ikke kunne. Men det var dejligt at kunne gå rundt i naturen og faktisk få rørt sig lidt. Vi sidder utrolig meget ned, da vi altid skal med rickshaw, taxa eller tog for at komme fra sted til sted. Aftensmaden den dag stod på indisk mad fra en restaurant, der serverer traditionel nordindisk mad. Der var utrolig mange slags dyppelse, brød og ris, og de tog ikke et nej for gode varer, så vi endte med at blive utrolig mætte. Men det var en god afslutning på en begivenhedsrig dag.
I dag har vi fået lavet en masse skriftligt og forberedt os på det møde, vi har på et børnehjem i morgen. Det er lidt forstyrrende, at der skal tænkes i bachelor midt i, at vi laver film, men det er der ikke noget at gøre ved. Da temperaturen var faldet til lidt mere udholdelige grader, tog vi på jagt efter salwars til os selv til mødet i morgen. Det er ikke fordi, det er påkrævet, at vi skal have det på. Det sparrer os bare for en masse bekymringer om, hvilken slags tøj vi kan have på uden at træde nogen over tæerne. Og så ser det så fint ud. Vibeke endte med at købe en sort, og jeg fik en grøn og sort, og så købte vi også stof til at få syet nogle flere. Udover de to salwars købte vi matchende armbånd (bangles) og et smykke til at sætte i panden. Så nu er vi nærmest indere. Jeg glæder mig til at se, hvordan folk reagerer på det på gaden i morgen. I andre må nøjes med at se billeder indtil oktober.
Al min kærlighed til jer.
Julie
Uh hvor tiden flyver. Nu er det allerede 5 dage siden, jeg sidst skrev. Mødet med taxa-selskabet gik rigtig godt. Vi har siden mødt ejeren af firmaet, som også er ejer af et kosmetik-firma, politiker og socialarbejder. Hun har heldigvis sagt god for, at vi kan filme hende og to af hendes medarbejdere, så nu ser det ud som om, der faktisk er hul igennem til at få filmen færdig til tiden. Vi skal filme lørdag, søndag og mandag og så skal den klippes sammen. Det bliver virkelig en spændende tid vi går i møde. I går mødtes vi med hende, der skal klippe filmen, og hun var rigtig sød, så det var bare perfekt. Så må vi håbe, at hun også er en god klipper. Efter at have mødtes med klipperen, tog vi toget til noget, der hedder Priyadarshini Park and Sports Complex. Togturen i sig selv var lidt af en oplevelse, da vi som alle andre kvinder skulle ind i Ladies Compartment. Det er en vogn, hvor der udelukkende er kvinder, noget der simpelthen er en nødvendighed, da der ellers er risiko for at kvinderne kan blive udsat for seksuelle tilnærmelser fra mændene. Så der sad vi to høje, hvide kvinder i vestligt tøj og nok hundrede indiske kvinder i farverige klæder, som fik en oplevelse ud af os. Det var nu også en fin oplevelse for os.
Priyadarshini Park and Sports Complex er en park, hvor de lokale kan komme og dyrke sport og få frisk luft. Overalt var der kvinder i salwars (traditionelt tøj bestående af løse bukser og en tunika) og kondisko som power-joggede. Der var også en løbebane og tennisbaner. Vi var taget derhen for at se, om vi evt. kunne bruge nogle scener fra kampsports-timerne i filmen, hvilket det desværre viste sig, at vi ikke kunne. Men det var dejligt at kunne gå rundt i naturen og faktisk få rørt sig lidt. Vi sidder utrolig meget ned, da vi altid skal med rickshaw, taxa eller tog for at komme fra sted til sted. Aftensmaden den dag stod på indisk mad fra en restaurant, der serverer traditionel nordindisk mad. Der var utrolig mange slags dyppelse, brød og ris, og de tog ikke et nej for gode varer, så vi endte med at blive utrolig mætte. Men det var en god afslutning på en begivenhedsrig dag.
I dag har vi fået lavet en masse skriftligt og forberedt os på det møde, vi har på et børnehjem i morgen. Det er lidt forstyrrende, at der skal tænkes i bachelor midt i, at vi laver film, men det er der ikke noget at gøre ved. Da temperaturen var faldet til lidt mere udholdelige grader, tog vi på jagt efter salwars til os selv til mødet i morgen. Det er ikke fordi, det er påkrævet, at vi skal have det på. Det sparrer os bare for en masse bekymringer om, hvilken slags tøj vi kan have på uden at træde nogen over tæerne. Og så ser det så fint ud. Vibeke endte med at købe en sort, og jeg fik en grøn og sort, og så købte vi også stof til at få syet nogle flere. Udover de to salwars købte vi matchende armbånd (bangles) og et smykke til at sætte i panden. Så nu er vi nærmest indere. Jeg glæder mig til at se, hvordan folk reagerer på det på gaden i morgen. I andre må nøjes med at se billeder indtil oktober.
Al min kærlighed til jer.
Julie
Abonner på:
Kommentarer (Atom)
