mandag den 12. maj 2008
onsdag den 7. maj 2008
Et forum, en koncert og en fantastisk volontør-weekend.
Fredag, præcis en uge efter Belize, var jeg så tilbage i Tegucigalpa igen, da noget af personalet fra projektet og jeg skulle til et forum, vedrørende det at advokere for børn og unges rettigheder. Det var et forum arrangeret af den sammenslutning af kirker, vores kirke hører under, så det var med et kristent budskab, men virkelig spændende og super relevant for min praktik. Vi fik en masse faktuelle oplysninger omkring børn, gadebørn og fattigdom i Honduras, og så så vi nogle billeder og videoer af børn i forfærdelige situationer fra hele verden – krig, sult, fattigdoms osv. Der var også præsentation af nogle af de børne-projekter, som kirkesammenslutningen støtter, heriblandt en præsentation af Proyecto Manuelito, og nogle af de store børn stillede sig op foran hele forsamlingen og fortalte deres historie. Det var meget stærkt! Efter forummet fulgtes Hanna, jeg og de tre ældste piger fra projektet ad til en koncert med en mexicansk, kristen sangerinde. Det var en ret stor koncert med ca. 15.000 tilhørere, og sjovt at prøve at være til så stort et arrangement i Honduras.
Weekenden efter – denne weekend - var jeg så igen i Tegucigalpa. Jeg synes næsten ikke, jeg laver andet end at rejse frem og tilbage mellem Tegus og Talanga, men sådan må det nødvendigvis være. Der var nemlig arrangeret volontør-weekend, og det ville jeg ikke gå glip af. Det var arrangeret, at vi skulle bo hos en honduransk præst ved navn Alvin Andersson, som også er en af ildsjælene i arbejdet med gadebørn i Honduras. Fredag mødtes vi så til frokost i Alvins’ hus, og derefter tog vi ud på et statsejet børnehjem for at se det og for at lege med børnene. Jeg havde været der før sammen med mit projekt, så det var ikke så nyt for mig, men stadig en spændende oplevelse at se en anden måde at gøre tingene på. Casasitas Kennedy, som børnehjemmet hedder, er et af de steder, gadebørnene kan risikere at komme hen, når de bliver samlet op på gaden af IHNFA (det honduranske institut for børn og familier.) Det er et stort sted og ikke specielt godt, set med mine øjne. Om aftenen tog vi på café alle volontørerne samt Bent og Cathrine, som er vores danske volontørkontaktpersoner her i Honduras, og dem, som havde arrangeret weekenden. Lørdag formiddag tog vi ud for at se ungdomsfængslet i Tegucigalpa. Børn helt ned til 11 år sad inde for forbrydelser så som at stjæle. Men der var også nogle ret hårde historier ind i mellem. Der var en af de piger, vi mødte i pige-afdelingen, der sad inde for, som 13 årig sammen med en veninde at have dræbt en ung pige og skåret hendes hjerte ud for at brug det i et satanisk ritual. Der var en af de andre piger, som sad inde for som 11 årig at have dræbt en anden person, og så var der en pige, som havde været involveret i en bande, som havde kidnappet et barn med den intention at dræbe barnet. Det var virkelig svært at forstå, at de børn, som havde begået de forbrydelser, og de tilsyneladende helt almindelige piger, som sad over for mig, var de samme personer. Men selve fængslet virkede ikke så slemt, som jeg havde forestillet mig. Det var mere som en institution, hvor børnene også går i skole og lærer håndværk.
Om aftenen smurte vi en masse sandwiches, som vi tog med ud på gaden og delte ud til gadebørnene. Vi delte mad ud seks forskellige steder denne gang, hvorimod vi, sidste gang jeg var ude, kun var to steder. Men oplevelsen var stort set den samme. Det er virkelig hårdt at se dem, og endnu hårdere at høre deres historier – hvordan de er flygtet fra en voldelig stedfar, en far, som har misbrugt dem seksuelt eller flygtet, fordi de ikke ville følge moderens ordre om at prostituere sig, og så alligevel er endt i prostitution for at holde varmen og for at få råd til det lim, som de er blevet afhængig af.
Det giver det arbejde, vi som volontører er med til at udføre, en helt speciel dybde og mening.
På vej hjem fra at have delt mad ud fik vi lige en af Central Amerikas mest eftersøgte kvinder (inden for bandeverdenen) op at køre. Maria Isabel, også kendt som La Diabla – Hundjævlen, har siddet i fængsel for at have smuglet stoffer ind i fængslet, men det er formodet, at hun også har flere mord på samvittigheden og derfor er hun eftersøgt. Men nu er hun blevet kristen, og hun prøver at leve et helt normalt liv med Alvins hjælp. En lidt vild oplevelse!
Søndag var vi i kirke, og mandag kom så dagen, hvor jeg skulle have den længe frygtede midtvejssamtale. Heldigvis gik den dog fuldstændig glat og uden problemer, så det var en stor lettelse. Nu mangler jeg så at skrive den praktikopgave som skal afleveres d. 26/5, og så slutter praktikken med en samlet bedømmelse d. 30/6.
Nå ja, så fik jeg forresten min pung væk el. stjålet i et storcenter, men på grund af et informationskort, som IMPACT har lavet, og på grund af en ung honduraners hjælpsomhed, fik jeg den igen med alle mine papirer og mit visa-kort!
Sikke en omgang.
Weekenden efter – denne weekend - var jeg så igen i Tegucigalpa. Jeg synes næsten ikke, jeg laver andet end at rejse frem og tilbage mellem Tegus og Talanga, men sådan må det nødvendigvis være. Der var nemlig arrangeret volontør-weekend, og det ville jeg ikke gå glip af. Det var arrangeret, at vi skulle bo hos en honduransk præst ved navn Alvin Andersson, som også er en af ildsjælene i arbejdet med gadebørn i Honduras. Fredag mødtes vi så til frokost i Alvins’ hus, og derefter tog vi ud på et statsejet børnehjem for at se det og for at lege med børnene. Jeg havde været der før sammen med mit projekt, så det var ikke så nyt for mig, men stadig en spændende oplevelse at se en anden måde at gøre tingene på. Casasitas Kennedy, som børnehjemmet hedder, er et af de steder, gadebørnene kan risikere at komme hen, når de bliver samlet op på gaden af IHNFA (det honduranske institut for børn og familier.) Det er et stort sted og ikke specielt godt, set med mine øjne. Om aftenen tog vi på café alle volontørerne samt Bent og Cathrine, som er vores danske volontørkontaktpersoner her i Honduras, og dem, som havde arrangeret weekenden. Lørdag formiddag tog vi ud for at se ungdomsfængslet i Tegucigalpa. Børn helt ned til 11 år sad inde for forbrydelser så som at stjæle. Men der var også nogle ret hårde historier ind i mellem. Der var en af de piger, vi mødte i pige-afdelingen, der sad inde for, som 13 årig sammen med en veninde at have dræbt en ung pige og skåret hendes hjerte ud for at brug det i et satanisk ritual. Der var en af de andre piger, som sad inde for som 11 årig at have dræbt en anden person, og så var der en pige, som havde været involveret i en bande, som havde kidnappet et barn med den intention at dræbe barnet. Det var virkelig svært at forstå, at de børn, som havde begået de forbrydelser, og de tilsyneladende helt almindelige piger, som sad over for mig, var de samme personer. Men selve fængslet virkede ikke så slemt, som jeg havde forestillet mig. Det var mere som en institution, hvor børnene også går i skole og lærer håndværk.
Om aftenen smurte vi en masse sandwiches, som vi tog med ud på gaden og delte ud til gadebørnene. Vi delte mad ud seks forskellige steder denne gang, hvorimod vi, sidste gang jeg var ude, kun var to steder. Men oplevelsen var stort set den samme. Det er virkelig hårdt at se dem, og endnu hårdere at høre deres historier – hvordan de er flygtet fra en voldelig stedfar, en far, som har misbrugt dem seksuelt eller flygtet, fordi de ikke ville følge moderens ordre om at prostituere sig, og så alligevel er endt i prostitution for at holde varmen og for at få råd til det lim, som de er blevet afhængig af.
Det giver det arbejde, vi som volontører er med til at udføre, en helt speciel dybde og mening.
På vej hjem fra at have delt mad ud fik vi lige en af Central Amerikas mest eftersøgte kvinder (inden for bandeverdenen) op at køre. Maria Isabel, også kendt som La Diabla – Hundjævlen, har siddet i fængsel for at have smuglet stoffer ind i fængslet, men det er formodet, at hun også har flere mord på samvittigheden og derfor er hun eftersøgt. Men nu er hun blevet kristen, og hun prøver at leve et helt normalt liv med Alvins hjælp. En lidt vild oplevelse!
Søndag var vi i kirke, og mandag kom så dagen, hvor jeg skulle have den længe frygtede midtvejssamtale. Heldigvis gik den dog fuldstændig glat og uden problemer, så det var en stor lettelse. Nu mangler jeg så at skrive den praktikopgave som skal afleveres d. 26/5, og så slutter praktikken med en samlet bedømmelse d. 30/6.
Nå ja, så fik jeg forresten min pung væk el. stjålet i et storcenter, men på grund af et informationskort, som IMPACT har lavet, og på grund af en ung honduraners hjælpsomhed, fik jeg den igen med alle mine papirer og mit visa-kort!
Sikke en omgang.
Belize – hvad for en haj?
Så kom tiden, hvor jeg skulle have fornyet mit visum, og eftersom Honduras har en visum-aftale med de omkringliggende lande, skal man helt til Belize eller Costa Rica for at få fornyet sit visum. Heldigvis var vi 6 volontører, der skule have fornyet visum på samme tid, så vi lavede en lille mini-ferie ud af det. Thomas, Casper, Maria, Pernille, Julie og jeg tog fra Tegucigalpa om eftermiddagen søndag d. 14. april. Vi tog bussen til San Pedro Sula i nord-Honduras, hvor vi sov en nat, før vi tog til Puerto Cortés dagen efter. I Puerto Cortés skulle vi omkring immigrationsmyndighederne for at få et udstempel, før vi tog en ret vild bådtur på 3 timer til byen Placencia i Belize. Ved ankomsten til Belize skulle vi så omkring de beliziske immigrationsmyndigheder for at komme ind i landet, og så var det ellers ud at finde et sted at bo. Vi fandt et ret billigt og ok sted at bo. Vi havde alle sammen forestillet os at, nu skulle vi rigtig til Belize og have sol og ligge på stranden, men der blev vi snydt. Kun den sidste dag vi var i Belize skinnede solen, og ellers stod den på vind og skyer! Så vi måtte jo finde på noget andet at lave end at ligge på stranden, og derfor lejede vi en dag cykler og cyklede lidt rundt omkring Placencia. Dagen efter lejede vi en golf-bil og kørte endnu længere væk fra byen for at se os omkring. Det var ret hyggeligt, og vi lavede en masse sjov, og alle prøvede at køre bilen. På vej tilbage til Placencia faldt Pernille dog på vejen, da hun ville prøve at løbe om kap med bilen, så hun kom tilbage ret forslået. Om aftenen var vi på en kareokee-bar, fordi der var en konkurrence, hvor man kunne vinde 500 US$, og det havde Julie tænkt sig at forsøge at gøre. Det skal lige siges, at Julie synger rigtig godt, og hun blev også mellem de tre sidste finalister, men desværre vandt hun ikke.
Torsdag, den sidste hele dag vi havde i Belize, besluttede Thomas, Casper og jeg os for at se stort på det dårlige vejr og tage med på en snorkle-tur. Vi meldte os til en snorkeltur med mulighed for at se hvalhajer, men da det var dårligt vejr om morgenen, blev den tur aflyst, og så tog vi med på en anden i stedet. Vi sejlede ud til en virkelig smuk paradis-ø, hvorfra vi snorklede ud. Det var ret fedt at komme ud at snorkel igen, (man er vel blevet lidt bidt af den slags,) og der var mere at se på, end jeg havde forestillet mig. Der var især mange viftekoraller, noget, som jeg ikke har set så meget af, de andre steder jeg har snorklet. Vi så endvidere en barracuda på omkring en meter, en kæmpe stor hummer, masser af farvestrålende fisk og så var der lige pludselig en stor haj lige foran mig. Jeg skyndte mig at kigge på instruktøren for at se, om jeg skulle være nervøs, men han gestikulerede, at den ikke var farlig. Bagefter forklarede han så, at det var en nurse-haj. Jeg ved faktisk ikke, om den hedder sådan på dansk, men noget i den stil. Det var ret vildt, og da den svømmede væk, fulgte vi efter den et stykke tid. Da vi kom op efter det første dyk, var der lækker frokost på stranden og så kom solen endelig frem! Vi snorklede lidt mere og så slappede vi bare af på øen, og prøvede at få lidt farve, hvilket resulterede i, at Casper og jeg kom tilbage meget røde! Om aftenen var vi ude og spise, og bagefter var alle så trætte, at vi gik tidligt i seng.
Fredag morgen gik turen tilbage til Honduras, hvor vi skulle igennem det samme med immigrationen en gang til, men nu har jeg da 3 måneders visum igen. Ud over vejret var det værste ved turen til Belize, at der i det værelse, hvor jeg boede, var en rotte, som om natten spiste vores ting; müesli, rosiner, havregryn samt vores håndsæbe og min tandbørste. Ad! Ellers var det en god tur og dejligt at være sammen med nogle af de andre volontører igen.
Om søndagen var vi så af sted med alle børnene fra Talanga til festival i byen Cantaranas, hvor børnene opførte dramaet: ”Niños de la calle.” En dejlig dag, hvor jeg fik taget nogle gode billeder.
Torsdag, den sidste hele dag vi havde i Belize, besluttede Thomas, Casper og jeg os for at se stort på det dårlige vejr og tage med på en snorkle-tur. Vi meldte os til en snorkeltur med mulighed for at se hvalhajer, men da det var dårligt vejr om morgenen, blev den tur aflyst, og så tog vi med på en anden i stedet. Vi sejlede ud til en virkelig smuk paradis-ø, hvorfra vi snorklede ud. Det var ret fedt at komme ud at snorkel igen, (man er vel blevet lidt bidt af den slags,) og der var mere at se på, end jeg havde forestillet mig. Der var især mange viftekoraller, noget, som jeg ikke har set så meget af, de andre steder jeg har snorklet. Vi så endvidere en barracuda på omkring en meter, en kæmpe stor hummer, masser af farvestrålende fisk og så var der lige pludselig en stor haj lige foran mig. Jeg skyndte mig at kigge på instruktøren for at se, om jeg skulle være nervøs, men han gestikulerede, at den ikke var farlig. Bagefter forklarede han så, at det var en nurse-haj. Jeg ved faktisk ikke, om den hedder sådan på dansk, men noget i den stil. Det var ret vildt, og da den svømmede væk, fulgte vi efter den et stykke tid. Da vi kom op efter det første dyk, var der lækker frokost på stranden og så kom solen endelig frem! Vi snorklede lidt mere og så slappede vi bare af på øen, og prøvede at få lidt farve, hvilket resulterede i, at Casper og jeg kom tilbage meget røde! Om aftenen var vi ude og spise, og bagefter var alle så trætte, at vi gik tidligt i seng.
Fredag morgen gik turen tilbage til Honduras, hvor vi skulle igennem det samme med immigrationen en gang til, men nu har jeg da 3 måneders visum igen. Ud over vejret var det værste ved turen til Belize, at der i det værelse, hvor jeg boede, var en rotte, som om natten spiste vores ting; müesli, rosiner, havregryn samt vores håndsæbe og min tandbørste. Ad! Ellers var det en god tur og dejligt at være sammen med nogle af de andre volontører igen.
Om søndagen var vi så af sted med alle børnene fra Talanga til festival i byen Cantaranas, hvor børnene opførte dramaet: ”Niños de la calle.” En dejlig dag, hvor jeg fik taget nogle gode billeder.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)
