søndag den 16. august 2009

14/8 Ventetid, øl og velsignelse

I går brugte vi stort set hele dagen på at vente og vente og vente. Vi ringede efter en taxa fra et af de to firmaer, der har kvindelige taxachauffører, men efter en hel dags venten og ringen frem og tilbage, var der kl. 15 stadig ikke sket noget. Derfor ringede vi til det andet firma. De kom (dog med en times forsinkelse), og vi kørte til turistområdet i Mumbai, som hedder Colaba. Det var en forfærdelig tur! Kvinden kunne ikke engelsk, så vi kunne ikke snakke med hende, hun kørte som en brækket arm, og så gik hun i stå 10 gange på turen. Ikke nogen videre succes. Efter sådan en dag trængte vi til nogle øl, og det fik vi så! Vi endte med at have en rigtig hyggelig aften, hvor vi blandt andet snakkede med nogle unge indere om situationen i landet. Så lidt seriøst fik vi da ud af dagen.
Det gjorde det desværre bare lidt svært at komme op til den taxa, vi havde bestilt til kl. 10 i dag. Vi havde besluttet os for at tage en tur til med den samme chauffør, for at se om hun bare var præget af nervøsitet den første gang, hvilket dog ikke var tilfældet, så hende kan vi ikke bruge i vores film. Vi brugte nogle timer i turisthelvede, hvor vi kiggede på ting og sager og blev velsignet i anledning af Hare Krishna-festival, mod betaling selvfølgelig! Herefter tog vi tilbage og sov et par timer. Nye indtryk gør én træt som bare pokker! I morgen har vi et møde med det andet taxa-firma, (ja dem der aldrig sendte en taxa), så må vi krydse fingre for at det giver et bedre indtryk end det andet indtil videre har givet.
Alt for nu.
Julie

Ingen kommentarer: