Heste, grise, koer og faar... Og boern!

Ja så er det da vist lige tid til en opdatering.
Jeg er nu på projektet og har været her i ca. 1 uge. Det er hårdt arbejde, men det er samtidig nogle skønne børn. Jeg ankom til hovedstaden i Honduras, Tegucigalpa ca. kl. 23 søndag aften. Jeg været ret spændt på om der var nogen til at hente mig, for jeg havde ikke hørt noget fra Jorge Pinto, manden bag projektet. Men han var der heldgvis sammen med en hel velkomstkomitee. De var i alt 5 til at hente mig: Jorge Pinto, han kone og 3 store piger fra projektet, som nu bor hos Pinto i hans hus i Tegus, fordi de studerer. Jeg sov i projektets afdeling i Tegus, Casa de Transicion hedder det. Lidt en mærkelig oplevelse lige pludselig at skulle sove helt alene efter 2 uger sammen med Julie, og så i et fremmed land. Men det gik, og på trods af at der ikke var vand om morgenen, og jeg virkelig trængte til et bad efter den 14 timer lange bustur, stod jeg op kl 7.20 og så mig omkring. Jeg blev vist rundt og spiste sammen med Jorge Pintos søn, som også hedder Jorge. Så brugte jeg et par timer sammen med babyerne. Den ældste er 3 år, og de er virkelig søde. Senere kom Pinto og hentede mig, og vi kørte ud til projektets afdeling i Talanga, ca. 45 min. fra Tegus. Eller det vil sige vi skulle lige omkring en masse steder for at jeg kunne blive præsenteret. Vi var også forbi et projekt for børn fra dem der samler skrald. Et virkelig godt sted, virkede det som om. Til sidst kom vi dog ud til ”farmen.” Den ligger ret meget ude på landet, men det er nogle sunde omgivelser for børn fra gaden tror jeg. Rundt om hele ejendommen er en meget høj mur og der er en 24-timers portvagt. Ja, børnene bliver passet godt på, men jeg er også blevet fortalt at det er fordi de godt kan finde på at stikke af. Jeg kan virkelig have mine problemer med børnene, men jeg glemmer også tit at de altså kommer fra nogle helt andre forhold en et gennemsnits dansk børnehavebarn. Vi taler altså om at de har været udsat for misbrug både psykisk og fysisk, mange har ikke længere kontakt til deres forældre, og stort set alle har været på gaden eller været tæt på at ende der. Der er en vist hårdhed i deres øjne, som kan gøre rigtig ondt at se. Her i Talanga bor der 18 børn fra 5 år og op til 14 år. De har taget rigtig godt imod mig, efter ca. 2 min havde jeg et barn i hånden og det har jeg haft stort set lige siden. De prøver selvfølgelig mine grænser af, men sådan er det jo. De søger rigtig meget kropskontakt, men tit bliver det med slag, da det er en let måde at få kontakt på. Vi har været nede i landsbyen et par gange, og jeg tror ikke de ser ret mange lyshårede piger på de her kanter. Det afføder i hvert fald en hel del opmærksomhed, når jeg kommer. Vi har også været på legepladsen, set film og jeg har været på indkøb sammen med socialrådgiveren her på stedet. Jeg vil gerne lige beskrive for jer hvordan det ser ud her, for det er altså en del af oplevelsen: Her er 4 bygninger og en mere under opbygning, en kæmpe fodboldbane men det bedste er at her er fritgående køer, høns og gæs, og 2 store grise i en indhegning. Hver morgen kl. 5 kalder hanen og så er det altså op! Fuck det er hårdt, men når 12 piger skal i bad, i tøjet og have spist morgenmad til kl. 7. 15 skal der meget tid til. I morgen skal jeg tale med min supervisor, og jeg glæder mig til at høre, hvad hun har at sige, og hvad hun kan forstille sig, at jeg kan lave. Jeg bliver virkelig nødt til at huske mig selv og Jorge Pinto på, at jeg er her i praktik, og ikke som en ekstra pædagog.
Det var vist alt for nu.
Jeg er ked af at mailen blev så lang, men det var godt at komme ud med det.
Håber alt er godt i Danmark.
Mange knus og kram
Julie

En manglende chauffoer, en haard skole og en varm vulkan...

Saa kommer der lidt nyt fra Guatemala.
Soendag d. 27. tog jegfra Danmark sammen med en anden Impact-volontoer Julie Lind. Den naesten 12 timer lange flyvetur til Guatemala City gik glat hele vejen, men da vi ankom til Guatemala City var deringen for at hente os, saa der startede brugen af mit spanske. Vi fik snakket os til en tur til byen Antigua hvor vores sprogskole ligger. Godtsmadrede ankom vi til skolen og straks blevvi sat til at lave en vurderingstest paa 10 sider for atfinde ud af hvor vores niveau ligger. Pu ha, den havde vi ikke lige set komme.. Da vi troede at vi skulle falde i soevn hen over testen, blev vi koert hen til vores familie, hvor Dona Anna tog i mod med aabne arme og fantastisk mad: ris, boennemos og koed med tortillas! Vi bor i det hele taget rigtig godt, al maden laver vores madmor Pascal og det er lige mad efter mit hovede.
Byen Antigua har en helt speciel atmosfaere, med brostens belagte gader og en park som er byens samlingspunkt. Paa nuvaerende tidspunkt er vi 12 fra Impact her i byen, saa tiden gaar med sprogskolen, lektier (som laves i solen i parken) og saa gaar vi meget paa markedet, hvilket jo ogsaa traener det spanske. I fredags var vi med sprogskolen ude og se en lille landsby, hvor de lavede en demonstration af hverdagslivet i en landsby. Senere paa dagen besteg Julie og jeg en aktiv vulkan Volcan Pacaya. Det var lidt vildt ogvildt haardt - men kunne rigtig maerke varmen fra den indre aktivitet mens vi gik paa haardt lava. Deter ikke noget man kan faa lov til hver dag. Loerdag til soendag var vi 10 danskere afsted til en lille by ved en stor soe. Vi tog en af de lokale "kyllinge" busser, som de kaldes da der ofte er dyr og madvarer med. Det oplevede vi dog ikke, men efter en koeretur paa sammenlagt 4 timer med 3 skift af bus og alt for mange mennesker proppet ind var vi meget faamaelte og en anelse moerbankede da vi kom frem til derhvor vi skulle tage en baad til vores bestemmelsessted. Det var dog en fantastisk sejltur og San Marcos, skulle vi sande, var meget anderledes end Antigua. En rigtig gammel hippie-by, hvor alt gik i sit eget rolige tempo. Men det var et kort tiltraengt pusterum med sol og en svoemmetur i soen, foer det naeste dag gik tilbage til Antigua igen.
Mit spanske bliver bedre dag for dag, og jeg nyder virkelig at vaere paa disse breddegrader igen, men jeg glaeder mig ogsaa til at komme videre til Honduras om en uge og komme igang med min praktik.
Alt herfra for nu.
Al kaerlighed til jer.
Julie