Som tiden dog flyver..

Laenge har jeg taenkt paa, at jeg skulle have opdateret min blog, men syntes ikke, der var saa meget at fortaelle.. Men da jeg saa lige nu var inden paa bloggen for at se, hvad det sidste var, jeg havde skrevet, blev jeg klar over, hvor laenge det egentligt er siden, jeg sidst har skrevet. Saa her faar I lige en kort opdatering af situationen i Honduras, dog uden billeder denne gang, da jeg ikke har mit kamera ved mig. Foerst skulle jeg nok lige starte med at sige, at jeg har faaet godkendt min praktikopgave, og at min praktik i det hele taget er blevet godkendt. Saa det er bare super dejligt! Dernaest kunne jeg jo passende fortaelle at jeg inden for den sidste maaned har vaeret meget plaget af en visdomstand som tandlaegen til sidst endte med at fjerne. Saa nu ligger der en af mine visdomstaender i Tegucigalpa, Honduras (hvis tandlaegen da ikke har smidt den ud.)Det var en smertefuld omgang, men godt at finde ud af at en honduransk tandlaege faktisk godt kan finde ud af at goere et ordentligt stykke arbejde. Tandudtraekningen resulterede saa i, at Hanna og jeg maatte udskyde vores laenge planlagte ferie til Utila, Bay Islands en uge. Det var vi ikke videre tilfredse med, men man maa vel hellere vaere en god pige og lytte efter hvad tandlaegen siger, saa efter en kedelig og smertefuld uges venten tog vi d. 20 juli afsted paa en uges afslapnings/dykkerferie. Det var bare saa dejligt. Vi fandt et hyggeligt hostel, med en masse unge og gode dykkermuligheder. Hanna proevede at dykke, men det var ikke rigtig noget for hende, saa men jeg fortsatte med at plaske rundt under vandet, tog hun paa stranden og udvidede sin vennekreds med folk fra hele verden, som jeg saa blev praesenteret for om aftenen. Vi havde i alt lidt over en uge paa Utila og det var ren opladning af batterier. Mandag aften var vi tilbage i Tegucigalpa og onsdag tog jeg tilbage til Talanga. Her har jeg saa et par "normale" dage med boernene foer vi loerdag slaeber dem allesammen med i et kaempe vandland for at hygge os hele dagen. Mandag holder vi min farvel-fest paa projektet og tirsdag gaar det mod Danmark og saa er tiden i Honduras slut. Det bliver svaert at sige farvel, men samtidig glaeder jeg mig til at komme hjem til familien og vennerne igen.
Alt for nu.
Julie